Se her, hvem der fik det bedste valg i Skanderborg
Siden fredag formiddag har optællingen af de personlige stemmer været i fuld gang i Morgen Børup Hallen. Nu er sløret løftet for, hvem der havde et godt valg, hvem der klarede det ok, og hvem der fik et decideret skidt valg i Skanderborg-kredsen.
Øverst blandt stemmeslugerne står socialdemokraternes Kirsten Brosbøl med 3.759 personlige stemmer, fulgt af Venstres Kim Andersen, der fik 2.049 personlige stemmer og Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti, der kom ind på tredjepladsen med 1.449 personlige stemmer og dermed sikrede sig en plads i det nye folketing.
Kirsten Brosbøl fik i sin egen kreds næsten tre gange så mange stemmer som ministerkollegaen Nicolai Wammen (S), der blot fik 1.275 personlige stemmer i Skanderborg. Både Nicolai Wammen og Kirsten Brosbøl er dog sikre på at få et mandat hver af socialdemokraternes i alt syv mandater i Østjyllands Storkreds.
Trods Kim Andersens flotte stemmetal i Skanderborg, er han endnu ikke sikker på at få plads i det nye folketing. Venstre er i Østjyllands Storkreds gået tilbage med tre mandater, og først i aften, når samtlige personlige stemmer er gjort op i Østjylland, ved han, om han er den heldig, der får det fjerde og sidste Venstre-mandat i Østjyllands Storkreds, eller om det går til Fatma Øktem eller Anne-Metter Winther Christiansen.
Liberal Alliances Carsten Bach opnåede 527 personlige stemmer, hvilket er flere end partiets spidskandidat i Østjyllands Storkreds, Ole Birk Olesen, som fik 449 personlige stemmer i Skanderborg-kredsen. Men mens Ole Birk Olesen allerede har sikret sig det ene af Liberal Alliances to østjyske mandater, så kæmper Carsten Bach om det sidste mandat sammen med Per Zeidler og Jakob Rixen. Hvem der vinder mandatet er også først afgjort i aften, når alle personlige stemmer er talt op.