Fortsæt til indhold

Stigende regnsvandsmængder skaber behov for flere grøfter

Bjælkehøj Entreprenøren i Sorø har investeret i 2 nye grøftegravere, som skal anvendes ifm, udgravning af grøfter i hele landet. Og der bliver nok at se til for de to nye maskiner mange år ud i fremtiden.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING De stigende regnvandsmængder på vore breddegrader skaber behov for, at der i de næste mange år frem skal graves flere grøfter langs vejnettet i hele landet.

Det faktum har fået Bjælkehøj Entreprenøren fra Sorø til at investere i to nye grøftegravere, der kan anvendes til netop dette formål. En samlet investering på ca. 5 mio, som naturligvis er gjort fordi indehaver Torben Hansen har kunnet se et potentiale for arbejde mange år ud i fremtiden.
- Det skal selvfølgelig lidt mod til, men behovet var ikke svært at få øje på, så jeg var parat til at springe ud i investeringen, fortæller han. Og at det var en god ide at få ideen i god tid, blev han bekræftet i ved bestillingen.
- Vi har måtte vente i et lille år på at få maskinerne leveret, blandt andet fordi der skulle monteres såkaldte knusere foran. Men, det har været ventetiden værd, for der er ikke meget der står i vejen når vi arbejder med dem.
De kan blandt andet fjerne træer med en diameter på op til 25 cm, forklarer Torben Hansen om de store grøftegravere og tilføjer:
- At vi også har fået udskiftet den oprindelige motor med en kraftigere, gør så også sit til den ekstra muskelkraft.

Har skabt travlhed

De nye grøftegravere har skabt ekstra travlhed i forretningen, som også udfører de mere traditionelle graveopgaver og kloakarbejde med andre entreprenørmaskiner.
Med udsigt til fast arbejde for de nye grøftegravere i mange år fremover glæder Torben Hansen sig over, at han valgte at investere massivt i maskinparken.
- Vi er i forvejen 8 ansatte i forretningen, men med masser af opgaver foran os har vi faktisk lige nu behov for at udvide med 4 medarbejdere mere, med erfaring fra større entreprenørmaskiner, for at kunne følge med udgravningen af grøfter for kunder som fx kommuner, regioner, Vejdirektoratet, Bane Danmark, Hedeselskabet og private landmænd, siger han.

Der er ikke meget der kan stå i vejen for de to nye grøftegravere. Med en såkaldt knuser monteret foran kan de blandt andet fjerne træer med en diameter på op til 25 cm.