Fortsæt til indhold

Hedensted Centret inviterer til Østjyllands største julemarked

Julemanden har meldt sin ankomst til julemarked i Hedensted

Samfund
Arkiv

Hedensted Centret har sat alle sejl til, når 'Østjyllands største julemarked' løber af stablen den 14. og 15. november fra klokken 10 - 15.
Julen er som bekendt børnenes fest, og hædersgæsten er i den grad inviteret, når julemanden ankommer helt fra Grønland. Han vil invitere til masser af hygge, når hal C bliver omdannet til en julestue for børn.
“Julemanden sidder i hal C, så børn har mulighed for at sidde på skødet af ham og blive fotograferet med ham. De kan også aflevere deres juleønsker eller sutter. Han går rundt i de andre haller med julegodter ind i mellem, så der er rig mulighed for at få en snak med ham,” fortæller centerchef Peter Nielsen i en pressemeddelelse.
I julestuen er der mulighed for at lave juleklip. Det store juletræ skal pyntes, og det er børnenes opgave.
“Vi håber, at rigtig mange børn vil komme og lave julepynt til vores store juletræ, der også skal bruges til vores julefrokost weekenden efter. Og vi laver en spændende konkurrence for børnene,” siger Peter Nielsen.
Hedensted Centret har startet deres egen julehjælp, og allerede nu er der samlet 5.000 kroner ind via salg af stande. Alt salget fra tombolaen går også ubeskåret til julehjælpen.
“Børn skal have mulighed for at få en god jul, men det er ikke alle forundt, så vi har startet vores egen julehjælp. Vi donerer julekurve til en værdi af 1.000 kroner til udsatte familier, og jeg har indgået et samarbejde med Red Barnet i Hedensted, der vil stå for udvælgelsen af trængende familier, så ved jeg, at det er de helt rigtige familier, der får glæde af kurvene,” forklarer Peter Nielsen.

Musik og mode

Ud over julemanden kan der også begge dage opleves modeshow fra lokale butikker samt koncert med Daniel Hersig fra Hedensted. Han blev landskendt, da han deltog i TV2 programmet 'Danmark har Talent' og er lige nu aktuel som den unge Mick i musicalen Shu-bi-dua.
Du kan læse mere om julemarkedet på Hedenstedcentrets hjemmeside