Fortsæt til indhold

Aarhus skal på europakortet

Samfund
Ejnar Schultz, folketingskandidat for Venstre i Aarhus Nord

Østjylland skal være europæisk vækstområde, og smilets by skal rage op som pilemærke for turisme og erhvervsliv og skabe vækst for østjyderne. Det er ikke en urealistisk drøm, for vi har faktisk potentialet. Vi skal bare sætte tempoet op. I dag strømmer flere mennesker ind til de større byer i søgen efter uddannelser, arbejdspladser og kulturinstitutioner. Det betyder, at byerne vokser og den vækst afleder et potentiale, som vi skal investere i, inden al opmærksomheden ender i København. Derfor må vi tage stilling til, om vi tør investere i infrastrukturen i Østjylland.


Jeg mener, infrastrukturen skal være bedre rundt om Aarhus. Virksomhederne i det østjyske skal være tilgængelige for kunder og samarbejdspartner, og transporttiden skal reduceres, når virksomhedernes medarbejdere drager fra møde til møde. Det er afgørende for, at europæiske virksomheder vil placere deres kontorer i Østjylland. Konkret kræver det, at E45 udvides, så der i alt er seks spor. For på sigt koster den nuværende E45 virksomhederne store beløb, som resultat af en minimeret effektivitet. Så vi må hurtigt tage stilling til, om Østjylland skal have en ny lufthavn, og det er glædeligt, at der nu arbejdes videre med planerne. Det væsentligste er, at vi alvor trækker i arbejdstøjet og arbejder på at få løst de trafikale udfordringer, som bliver tydeligere og tydeligere for hver dag. Spørgsmålet er ikke, om vi skal investere i den østjyske infrastruktur, spørgsmålet er hvordan, og det skal vi diskutere også i folketinget. Aarhus har potentialet, det ved de fleste i Aarhus. Nu handler det om, at overbevise politikerne på Christiansborg om, at der er et uudnyttet potentiale på den anden side af Kattegat.