Æresnål til formand for cykleklub
Mogens Jensen Storch, formand for Horsens Amatør Cykleklub, har fået Danmarks Cykelunions æresnål fra distrikt Jylland/Fyn for sit arbejde igennem mange år som frivillig leder i cykelsporten og formand for Horsens Amatør Cykleklub. 2015 har været et af klubbens mest travle år nogensinde.
Mogens er drivkraften bag mange arrangementer i distriktet, herunder den årlige vintertræningslejr, hvor børn og unge fra hele landet samles til en hel weekends træning. Han arrangerer også fast træningslejr før sæsonstart ved Gardasøen samt typisk to større løb i sæsonen, skriver klubben i en pressemeddelelse.
2015 har været et af klubbens mest travle år nogensinde. Klubben lagde nemlig rammerne omkring det Jysk-/fynske mesterskab i Gedved i maj måned, UCI-løbet Grand Prix Horsens Posten med deltagelse af professionelle ryttere i juni måned og efter sommerferien Danmarksmesterskaberne for børne-/ungeklasserne i linjeløb og enkeltstart som blev holdt i Østbrik.
“Mogens får æresnålen for sin fantastiske indsats, der i den grad har sat Horsens på landkortet, når det gælder cykelsport. Arrangementerne som Mogens står bag er kendt for sikkerhed, kvalitet og en fantastisk logistik. Der bliver ofte ringet til Mogens fra distriktet eller andre klubber, når der er brug for gode råd,” lyder det i pressemeddelelsen.
Mogens' interesse for sporten er startet med, at hans egen søn cyklede i klubben.
Nålen er tidligere uddelt til Horsens Amatør Cykleklub tilbage i 1976 til Peter Rosenmeyer og i 1975 til Johannes Hansen.