Benzin i tanken giver penge til lokal idræt
Idrætsforeningens venner får penge af OK, som drysses videre til sporten
Bilister i og omkring Stilling har svunget deres OK Benzinkort så tilpas mange gange, at der nu udbetales 55.000 kroner til støtteforeningen Stilling IF's Venner.
Pengene har OK's kunder sparet op til klubben ved at knytte deres benzinkort til sponsoraftalen. Dermed støtter man foreningen med et øre beløb for hver liter brændstof, der tankes på kortet. Det koster med andre ord ikke kunden ekstra at tanke, da det er OK og SuperBrugsen i Stilling, der udbetaler pengene.
Fra Stilling IF er Brian Bjerre glad for at have rigtige venner, som sørger for at hjælpe med de økonomiske rammer.
”Vore sponsorkroner går udelukkende til ungdommen i Stilling IF. Det er primært til fodbold-, håndbold-, gymnastik- og badmintonafdelingen, som har de fleste unge medlemmer. Vi betaler typisk stævnegebyr og giver tilskud med et beløb pr. spiller til ture og turneringsdeltagelse. Men det kan også være konkrete ting som et bord-fodboldspil til cafeen eller eksempelvis tilskud til et nyt redskab til gymnastikafdelingen,” forklarer Brian Bjerre.
OK har gennem en årrække støttet lokalsporten. Mere end 1.300 foreninger har en sponsoraftale med OK, oplyses i en pressemeddelelse.