Fortsæt til indhold

Derfor er det slut med motorvejens info-portaler

De lysende elektroniske info-tavler på Helsingørmotorvejen fjernes i weekenden den 23-26. oktober

Samfund
Morten Timm

Vejdirektoratets store ITS-portaler, der siden 2011 har oplyst bilister på Helsingørmotorvejen om uheld, kø og rejsetid, har udtjent deres formål og pilles nu ned. De syv gitterportaler mellem Hørsholm og Gl. Holte tages ned om natten i weekenden den 23.-25. oktober, hvor der kun er et spor åbent i hver retning.
“Nedtagningen af portalerne på udbygningen af Helsingørmotorvejen er et positivt tegn for de mange bilister. Det markerer, at nu nærmer vejarbejdet sig sin afslutning. Allerede til december åbner vi vejen i tre spor og 80 km/t i hver retning i stedet for to spor i dag. Dermed bliver kapaciteten så god på strækningen, at der ikke længere er brug for så omfattende et system til at lede trafikken,” siger Stine Bendsen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Selv om arbejdet udføres om natten, vil det få konsekvenser for trafikken på strækningen. Det vil være nødvendigt midlertidigt at spærre et kørespor i hver retning, så der på hele strækningen kun vil være ét farbart spor i hver retning i nattetimerne. Desuden vil en række tilkørsler på strækningen være lukket - bl.a. Hørsholm S, Sandbjerg og Vedbæk.
Endelig vil motorvejen kortvarigt blive spærret helt, mens de tværliggende dragere på portalerne tages ned.

Se hvornår portalerne tages ned

Hver portal er 56 meter lang og lavet af galvaniseret stål, så vægten på en enkelt portal, når op på mere end 30 tons. Derfor skal der bruges en stor kran, som gør det nødvendigt at flytte al trafik over i de modsatte spor, mens der arbejdes.
Nedtagningen af den første portaler sker fra fredag den 23. oktober kl. 18 til lørdag den 24. oktober kl. 9.00 - og igen lørdag fra kl. 17 til mandag den 26. oktober kl. 6.
Fra december vil Helsingørmotorvejen have tre kørespor i hver retning i stedet for kun to.
“Der vil fortsat være 80 km/t af hensyn til de folk, der blandt andet arbejder langs vejen for at gøre de sidste broer færdige, ligesom køresporerne vil være lige så smalle som i dag,” oplyser Stine Bendsen. Vejdirektoratet forventer at lægge den sidste asfalt i sommeren 2016, hvorefter udbygningen åbner i fuld bredde og med 110 km/t.