Fortsæt til indhold

Chicago Poolbar - så lægges der baller op i Horsens

Nu kan du snart hygge dig med et slag pool i en ny poolbar i den gamle Kino Biograf i Borgergade i Horsens

Samfund
Annette Schmidt

Lyset glimter i den store prismelyskrone i forhallen til den gamle Kino Biograf i Borgergade i Horsens. Det mørkeblå mønstrede tapet på væggene er nøje udvalgt. Det samme er de mange billeder fra film med pool og billard som tema.
Tvillingerne Dennis og Martin Frederiksen på 28 år fra Horsens er nået et langt stykke med at istandsætte den gamle biograf.
“Det har været et stort arbejde. Biografen bar præg af, at den har stået tom de sidste par år. Det ville have været nemmere for os at flytte ind i et nyere og moderne lokale, men vi faldt simpelthen for stemningen i bygningen. Vi har ønsket at holde det i den gamle noble stil,” fortæller Dennis Frederiksen.
“Navnet Chicago Poolbar stammer fra, at den gamle biograf her ligner den gamle biograf i Chicago. Den her er bare mindre,” føjer Martin Frederiksen til.

Hygge og kvalitet

Brødrene har købt fire poolborde. Belægningen på bordet betyder meget for spillet, så det skal være af god kvalitet og lækkert at spille på.
“Det betyder, at vi skifter belægningen ud en gang om året,” oplyser Dennis Frederiksen.
Udover at spille på de 500 kilo tunge poolborde kan gæsterne tage sig et slag dart, spille bordfodbold eller sætte sig ved spillemaskinerne.
“Det er vigtigt for os, at det her er et sted, hvor du kan komme ind, spille lidt pool, få en øl eller bare hygge dig. Vi har stillet cafeborde op i underetagen, mens der ovenpå er lounge med sofaer. Rygerum har vi også,” fortæller Dennis og Martin med et blik i retning af rygerummet, der også har sofaer.

Neonlys under loftet

Under loftet er der neonlys hele vejen rundt.
“Vi har lavet det sådan, at vi kan skifte farve på neonlyset. Hvis der for eksempel er Lyserød Lørdag, så vil det være lyserødt lys,” forklarer tvillingerne.

Nye og garvede spillere

Poolbaren er for både nye og gamle spillere. Dennis og Martin lover, at de er klar til at hjælpe, hvis du som nybegynder gerne vil lære at spille.
“Vi er ikke verdensmestre, men vi hjælper gerne, så godt vi kan,” siger de med et smil, inden de tager en kø i hænderne og fortsætter det spil, de er i gang med.
Chicago Poolbar regner med at åbne i slutningen af november. Du kan holde øje med åbningen på poolbarens facebookside.