Fortsæt til indhold

Vi tjener på AC-sponsorat

Salg i lokalområdet udløser penge til ungdomsarbejdet i AC

Samfund
Jeppe Rafn

Juelsminde-firma Jual A/S har siden nytår været sponsor i AC Horsens. Sponsoratet er skruet sammen på den måde, at når Jual sælger til virksomheder i Horsens-området, går en procent af omsætningen til ungdomsarbejdet i AC Horsens. Som sølvsponsor er AC Horsens garanteret 50.000 kroner om året i tre år fra Jual, men virksomheden forventer, at beløbet bliver højere.
“Vi så jo, hvordan talentarbejdet var ved at forlise. Der ville vi hjælpe. Og jeg tror da på, at AC Horsens får en del mere end de 150.000 kroner ud af samarbejdet med os. Vores aftale er sådan opbygget, at det ikke kun er salg af produkter, som bruges i Horsens-området, der udløser sponsorpenge til AC Horsens, men alt salg til virksomheder i Horsens-området, uanset hvor produkterne bliver leveret. Og når vi så har fået skabt relationer til nogle af de store byggevirksomheder i Horsens, som opererer i hele landet, og får lov at levere kilometervis af bygningsprofiler til dem, så rykker det både for vores nye kunder, for os og for AC Horsens. Vi synes, det er en fornøjelse med en aftale, der giver gensidigt udbytte,” siger Jual-medejer Anders Kjær Jørgensen i en pressemeddelelse fra AC Horsens.
Det er via sponsor-netværket i AC Horsens, at Juelsminde-firmaet har fået nye kunder og salg. Juals salgschef Brian K. Sørensen deltager i netværksmøderne, der finder sted cirka hver tredje uge.
“Jeg var lidt famlende over for, hvad jeg skulle bruge netværket til, for jeg havde svært ved at se potentielle kunder blandt de andre sponsorer. Jeg troede, at jeg kendte min kundekreds og havde aldrig tænkt på, at en arkitekt kan formidle en kontakt til en kunde, eller at en ansat i en reklamevirksomhed kender til andre firmaer, som har brug for vores produkter. Men sådan er det, og derudover er det altså rigtig hyggeligt og udviklende at være med,” siger salgschefen.
AC Horsens' salgskonsulent Søren Jochumsen siger:
”Vi har haft lidt svært ved at trænge igennem med vore sponsor-budskaber ude i omegnen af Horsens. Derfor er vi rigtig glade for, at et Juelsminde-firma har grebet muligheden – og selvfølgelig også, at de får noget ud af det.”