Fortsæt til indhold

Iværksætter har gjort healing til levevej

En fritstilling som kantineleder i Aarhus var springbrættet til healing i Rodskov

Samfund
Mogens Greve

Indehaver af Healings Studio i Rodskov, Anette Jeppesen, lod sig ikke afskrække af en skeptisk journalist - men bød indenfor i klinikken i Rodskov for at fortælle om sit virke - og give en smagsprøve på healings mange fortræffeligheder.
Anette Jeppesen har nogle evner, som er de færreste forundt - og satser nu på at gøre dem til en levevej. Hun healer både heste, hunde og mennesker.
”Jeg har healet i mange år, men det var først, da jeg blev fritstillet som kantineleder i Aarhus, at jeg sammen med min mand, Frank, traf beslutningen om at prøve livet som selvstændig fra 1. marts i år,” fortæller Anette Jeppesen.
”Jeg tog allerede i 1992 kursus i healing og drømmetydning. Silva-metoden var en del af det, og jeg har siden taget hele kurset.”

Også skeptisk elektriker

Ud over journalisten var det også en skeptisk elektriker, som engang besøgte Anette Jeppesen og blinkede nogle ekstra gange med øjnene, da hun fortalte ham, at hun kunne se strømmen komme ud af kontakten.
”Men jeg KAN altså se det.”
Hendes mor vidste til gengæld, at hun kunne noget ganske særligt - og troede på det.
”Når jeg sagde til mor, at hun godt kunne bage en kringle, fordi Hanne og Erik kom i eftermiddag, uden at det var aftalt, så bagte mor kringlen uden at stille spørgsmål. Og når Sechers rutebil holdt der om eftermiddagen og havde Hanne og Erik med, spiste vi kringlen.”
Anette Jeppesen giver ingen garanti på behandlinger og understreger, at hun aldrig opfordrer klienter til at droppe en eventuel medicinbehandling.
healingstudio.dk finder man ingen beskrivelser fra tilfredse klienter, og Anette Jeppesens beretninger om de mange gode erfaringer må man selv opsøge.

Lokalavisens udsendte klar til sin debut som klient ved en healer - Anette Jeppesen, Healings Studio i Rodskov.

Behandlingen

Under en behandling fjerner Anette Jeppesen alle de dårlige energier og erstatter dem med hvidt lys.
”Jeg bruger kun det positive, og når folk ligger på briksen, ser jeg ting, som jeg ikke kan vide, og som folk måske har glemt - men som kan være med til, at de får det bedre. Selv om man tror, man har det godt, kan man altid få det bedre.”
Før og efter en behandling, skal man drikke vand, som energien kan løbe ad, så efter at have skålet i vand - og bundet et glas, ligger journalisten kort tid efter på briksen i kælderen - uden sko og med et tæppe over.
En behandling varer en time, hvor Anette Jeppesen ved håndspålæggelse finder de dårlige energier - og erstatter dem med lys. Spørgsmål er der flere af - blandt andet:
Lever begge dine forældre?” - ”Nej”
Er du vokset op på en gård?” - ”Nej”
Anette Jeppesen fortæller, at hun ser mig som møller i mit tidligere liv, og at jeg har en sød lille møllekone med kyse på hovedet.
Har du haft skader i fødderne?” - ”Ja.”
Jeg fortæller om mine forskellige løbeskader som gør, at jeg, trods utallige forsøg, i mange år ikke har kunnet løbe regelmæssigt - men må ”nøjes” med cyklen. Lidt efter siger Anette Jeppesen, at det nu er klaret, og at jeg godt kan begynde at løbe igen.
”Men du skal nok ikke lige lægge ud med 25 km.”
Inden hun til sidst lukker ned for mine energibaner, så andre ikke har adgang til at kigge i dem, fortæller hun med hænderne på mit hoved, at hun derinde ser en cykel - en god en af slagsen.
Sådan en cykel har jeg - og jeg lover mig selv at få et anderledes positivt syn på healing, hvis skaderne udebliver, når jeg nu igen, igen, igen prøver til med løberiet.
Under alle omstændigheder var det absolut behageligt at ligge og slappe af - der på briksen i kælderen i Rodskov.