Nemmere for ældre at komme til læge
Ældre i Horsens Kommune kan nu fra klokken 08 om morgenen bestille taxa til læge, efter at Kørselskontoret i Service og Beredskab har overtaget opgaven fra Borgerservice, der først åbnede sine telefoner klokken 10. Kørselskontoret får cirka 30 opkald om dagen fra dårligt gående ældre ældre.
Ordningen, som forskellige taxaselskaber varetager for kommunen via aftalen med Midttrafik, har det seneste halve år kørt med stor succes på kommunens plejecentre, men med ændringen får borgere med hjemmehjælp og andre, som er berettiget til lægekørsel, nu også fordel af den udvidede åbningstid. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge viceberedskabschef Ole Hansen Wessel er overtagelsen en gevinst for flere parter.
“Selvfølgelig først og fremmest for de ældre og plejepersonalet, men ved at samle opgaverne kan ordningen også komme til at betyde en bedre udnyttelse af Kørselskontorets øvrige busser. Og jo flere kørsler der koordineres, desto flere muligheder opstår der for samkørsel, hvilket igen giver en bedre økonomi.”
Områdeleder Jeanette Blicher Rumph, Sundhedscenter Søndergården, hilser Kørselskontorets overtagelse velkommen:
“Det vil betyde større fleksibilitet i vores arbejde. Vi skal ikke bruge unødig tid på at 'hænge i en telefonkø', men kan komme videre med vores opgaver.”
Også i Ældrerådet er der stor tilfredshed:
“Vi har længe efterspurgt bedre forhold for dårligt gående ældre, så vi er meget glade for, at der nu er taget skridt til at forbedre især svage ældres kørselsmuligheder,” siger formand Henning Jensen.