Løbende nisser i Lystrup
For 11. gang arrangeres der nisseløb
For 11. år i træk bliver julen løbet i gang i Lystrup. Det sker lørdag 28. november, når Lystrup IF Løb & Motion i samarbejde med Centerforeningen arrangerer 'Nisseløb'.
Løbet starter klokken 11 med start og mål ved Lystrup Ny Center på Lystrup Centervej.
Distancerne er på 3,5 og 7 kilometer. Efter løbet er der julegodter til de deltagende børn.
Arrangørerne oplyser, at uden nisseudklædning - som minimum nissehue - kan løbet ikke vindes.
Det koster 50 kroner at deltage for voksne og 30 kroner for børn til og med 14 år.
Derudover er børn i klapvogn, i følgeskab med voksne, velkomne.
Der er tilmelding til løbet på www.lystrup-if.dk/motion senest 25. november klokken 19.
På løbsdagen kan man tilmelde sig fra klokken 9 med et eftertilmeldingsgebyr på 20 kroner.