Tjener smed uniformen
Flot kvinde, fyldigt hår og kvindelige former.
Det var hvad Lokalavisens hus-stylister sagde om Bettina Petersen, som er denne måneds vinder af en make-over med damerne Gitte og Dorthe fra Girls Lockerroom.
Til daglig er Bettina leder på Dale"s café i Aarhus og det betyder, at hun går med uniform.
Når hun har fri, så hopper hun tit enten i et par joggingbukser eller, som Bettina selv siger, et par natbukser. Skal hun ud, ender hun for det meste i jeans.
Det er hun træt af, for hun vil meget hellere være mere feminin og finde en skarp stil, der passer til netop hende, som netop har rundet de 40 år. Derudover er Bettina glad for sit lange hår, men vil samtidig også gerne vide, hvad der passer til hendes hovedform.
Bettina er 171 cm høj og vejer 80 kg, hendes fylde sidder på maven, og hun er det, man vil kalde æbleformet.
Første sæt
For at få Bettina til at føle sig mere smart og feminin, når hun kommer hjem fra arbejde og normalt bare hopper i afslapningstøjet, har pigerne fra Girls Lockerroom valgt et sæt i jersey, som giver den samme behagelige følelse. Der er valgt en nederdel for at gøre sættet feminint. Blusen er løs, uden at være stor, og dette bevirker, at Bettina skjuler sin mave. Nederdelen har en længde, der får Bettina til at vise sine slanke ben, og blusen ender der, hvor hendes hofter runder, så man kan se hendes kvindelige form. Det, at sættet er i samme mønster giver, højde. Der er endvidere valgt sorte mønstrede strømper for at tilføre sættet endnu mere spræl og meget mindre hverdag. Der kan strømper virkelig gøre en forskel, noget Gitte og Dorthe råder til at huske på som et godt styling-værktøj. Støvlerne er afslappede og praktiske, men da de er i lak, bliver de fine og feminine.
Andet sæt
I det andet sæt har Gitte og Dorthe valgt en draperet kjole i silke med skrå linjer. For de skrå linjer er gode til at give talje og feminin figur. Ligeledes er en draperet kjole god til at skjule fylde på maven. De sorte læder-leggings er rå og en fin kontrast til den feminine kjole, der samtidig spiller på det sexede. De høje støvletter giver super meget kvindelighed og en flot holdning. Til dette sæt er pigerne gået all in på smykker. Det er for at tilføre den feminitet, som Bettina efterspørger. Man kunne snildt tage en masse smykker på til det første sæt også, igen for at gøre det mere feminint. Skal Bettina til middag hos vennerne, kan sæt et hurtigt opgraderes fra det 'afslappede' med smykker og bum, så er hun klædt på til en tur ud. Hun kunne ligeledes tage et par hæle på, for at gøre det endnu mere festligt.
Til Bettinas make-up har Gitte og Dorthe valgt at bruge neutralizing primer, der har en gul undertone, for det ophæver det rødlige i huden, som for nogens vedkommende opstår i løbet af dagen. Complexion Rescue Natural 05 er Bare Minerals nye skud på stammen. Der er taget det bedste fra bb og cc-cremer og tilført ekstra fugt. Den dækker på en meget naturlig måde, og gør at huden stadigvæk kan ånde. Mineralsk pudder – medium tan.
På øjnene er der valgt en fem-i-en øjenskygge, der fungerer som primer, så holder den hele dagen, uden at klatte. Globelinien er tegnet op med lilla, som er meget flot til Bettinas øjne og løfter øjenlågene lidt. Sort eye-liner til at indramme øjnene.
Lys lipgloss på læberne.
Bettinas hår har fået en meget varm mørk farve, som toner ud til en varm lysere i længder og spidser, dette giver ifølge frisør Gitte et super naturlig look. Bettinas hår er klippet i etager, med et skrånende pandehår, på denne måde kan Bettina nemt sætte sit hår op, og når hun vælger at have det hængende er der frisure og kant til hendes ansigt.
"Det har været en hel fantastisk dag," siger Bettina Petersen. Og uddyber:
"Jeg føler, jeg har fået en masse gode tips til hårfarve og make-up, som passer til mig samt HVORFOR, det passer til mig. Nu skal jeg hjem og bruge rådene, når jeg går i gang med mit klædeskab. Den her dag har været ren forkælelse og supersjov," siger Bettina Petersen.