En strandsnegl ved kysten kan vække madlysten
Snegle er næringsrige og en delikat spise. Find dem på stenene i vandkanten ved strandene i Aarhus
Kigger man efter på strandens høfder, vil man opdage, at der ofte sidder nogle små snegle mellem stenene. Det er strandsneglen, som der findes fire forskellige arter af ved de danske kyster. Den almindelige strandsnegl er den største og dermed den, der i madsammenhæng er mest interessant. Den kan, ligesom den ungefødende strandsnegl, kendes på de mørke, grå og brunlige farver, men almindelig strandsnegl er den eneste, der kan nå en størrelse på op til 3,5 cm.
Find snegle ved lavvande
Den almindelige strandsnegl findes i den såkaldte tidevandszone, hvor den lever af at skrabe alger af sten og større tangplanter. Ved højvande opholder sneglen sig under vand, mens den ved lavvande efterlades over vandoverfladen. Når vandet falder, og sneglene tørlægges, trækker sneglen sig ind i huset og lukker et kalklåg tæt efter sig. Derfor er det lettest at samle snegle ved lavvande, hvor man kan finde dem siddende på sten og høfder i vandkanten.
Almindelig strandsnegl er den mest anvendte af strandsneglene som spisesnegl. Den findes i stort antal i stenalderens køkkenmøddinger. Det beviser, at vi her i landet tidligere har spist mange strandsnegle. Tilbage i stenalderen kunne man nemlig ikke tillade sig at være kræsen. Her gjaldt det om at udnytte de ressourcer, der var til rådighed, og da strandsnegle kan findes i store mængder og samtidig er rige på protein og sunde fedtsyrer, var det oplagt for vores forfædre at kaste sig over denne delikatesse.
Mad med strandsnegle
Sneglene er nemme at tilberede, da de blot skal koges og have fjernet skallåget, så den spiralformede snegl kan udtages med en nål eller tandstik. Sneglene kan indgå i mange forskellige retter. Prøv eksempelvis at koge sneglene i hvidvin tilsat timian eller i deres egen lage med lidt porre og persille. Strandsnegle indgår også i franskmændenes ”Fruit de mer” eller ”alt godt fra havet”, som vi i Danmark vil kalde retten.
Smag på Aarhus
Artiklen er en del af en artikelserie om den spiselige natur i og omkring Aarhus, som Lokalavisen Aarhus Weekend bringer i samarbejde med Smag på Aarhus, Aarhus Kommune. Smag på Aarhus er forankret i Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune og støttet af Nordea-fonden. Naturhistorisk Museum Aarhus er en central samarbejdspartner i projektet. Med Smag på Aarhus er der nye muligheder for at samle, plukke og dyrke i både naturen og byens rum.
Læs mere på www.smagpaaaarhus.dk