Ådalsområdet skal gentænkes af børnene
Lokalrådet i Ådalen har modtaget 35.000 kroner fra projektet Gentænk Landsbyen
En af de sidste morgener i oktober måned besøgte Ellen Jensen og Mogens Petersen fra Lokalrådet i Ådalen Ådalsskolen i Skørring. Med sig til de forsamlede elever havde de det glade budskab, at lokalrådet havde modtaget 35.000 kroner fra Aarhus 2017-projektet Gentænk Landsbyen.
”Lokalrådet spytter 30.000 kroner oveni, og så er vi ved at finde yderligere 30.000 kroner,” fortalte Mogens Petersen og Ellen Jensen skolens forsamlede elever.
”Der er således 90.000 kroner – som I nu skal være med til at bruge”
Og så brød jublen løs.
Emneuge
Eleverne havde for nylig emneuge, hvor de fordelt rundt om i lokalområdet blandt andet arbejdede med og lavede forslag til initiativer og aktiviteter i deres eget nærområde. Ni nærområder får nu hver 10.000 kroner til at gennemføre et eller flere projekter.
”Børnene skal selv prioritere og bestemme, hvad pengene skal bruges til,” fortæller Mogens Petersen.
Det er dog et krav til pengene fra Gentænk Landsbyen, at der også skal være et kunstnerisk element.
”De gode projekter skal hjælpes på vej af voksne i lokalområdet, som vi nu går i gang med at finde frem til.”
Lokalrådet skal efterfølgende dokumentere, hvad pengene bruges til.
En af grupperne lavede i Hvilsager et projekt for en fodboldbane og spurgte menighedsrådet, om de ville stille jord til rådighed.
Den tråd tog menighedsrådet op, satte det på dagsordenen til et møde – og har nu svaret gruppens kontaktperson. Menighedsrådet er klar til at forhandle om at udlægge et stykke jord til fodboldbanen.
Så muligheden for fodboldbanen ligger nu lige til højrebenet – klar til at blive grebet – hvis eleverne vil det.