Vinger på hjernen
Ebeltoft Kulturhus inviterer til teater med Cecilia Zwick Nash
Ebeltoft Kulturhus inviterer torsdag 12. november til 'Vinger på hjernen' - teater om at møde en heltinde fra fortiden.
Det er et one woman multimedia show og galopperende dialog af og med Cecilia Zwick Nash om livet, kærligheden, eksistensen og meningen med det hele.
Kan døden være lige så sjov som livet? - Kan man finde vej, selvom man er faret vild? - Kan man grine med de døde? Kan en opdigtet kvindes liv være ligeså levende, som dem der har levet i virkeligheden?
Nora fra et Dukkehjem, Selma Lagerlöf og Emma Gad blander sig insisterende og nysgerrigt. Sammen er de på udgang for at hente Karen Blixen tilbage til dødsriget, hvor forberedelserne til årets fest er i fuldt sving med Josefine Baker som aftenens stjerne.
Kvinderne blander sig i arbejdet med forestillingen. Deres meninger er selvmodsigende, urimelige, spøjse, groteske, umulige og fulde af humor.