Ejendomsmæglerne er kommunens frontpersonale
Horsens Kommune indleder samarbejde med ejendomsmæglere
Det er ikke fordi, Horsens Kommune og de lokale ejendomsmæglere ikke snakker sammen.
Ifølge borgmester Peter Sørensen snakker man tit sammen og har et fremragende samarbejde. Men nu har kommunen og Ejendomsmæglerforeningen for Horsens og Omegn etableret et formelt samarbejde om at lokke nye borgere til.
Kommunen skal blandt andet klæde mæglerne på med viden om for eksempel dagtilbud, skoler, jobmuligheder og kulturtilbud.
“Vi mæglere er kommunens frontpersonale, og vi har brug for information om kommunen. Vi kan ikke finde alting selv,” siger Alex Mandrup Paulsen, formand for Ejendomsmæglerforeningen for Horsens og Omegn.
“Omvendt kan mæglerne klæde os på med hensyn til, hvad kunderne efterspørger i forhold til blandt andet natur, cykelstier og tæthed til motorvej, når vi udstykker nye grunde. Samspil mellem kommune og ejendomsmæglere giver god mening,” siger borgmester Peter Sørensen (S).
Målet med tilflytteralliancen er, at der hvert år netto skal flytte mindst 800 borgere til kommunen. Et lidt konservativt mål, indrømmer parterne, da der i flere år i snit er flyttet 8-900 borgere til om året.
“Men det er jo ikke ensbetydende med, at væksten bare fortsætter af sig selv,” påpeger ejendomsmæglernes formand Alex Mandrup Poulsen.
Borgmesteren nikker og samtykker:
“Væksten kommer ikke af sig selv. Jeg vil også gerne sige, at vi har nogle rigtig dygtige ejendomsmæglere, der har stor andel i kommunens tilflyttervækst. De er professionelle, tager ansvar og engagerer sig i Horsens Kommune,” siger Peter Sørensen.
Parterne tilføjer, at tilflytning også er vigtigt for virksomhederne i forhold til at tiltrække arbejdskraft.
“Vi ser allerede nu, at vi er på vej mod flaskehalse (mangel på arbejdskraft) på nogle områder,” siger borgmesteren.
Alex Mandrup Paulsen supplerer: “Hvis medarbejderen bor i byen, er der større chance for, at man også har medarbejderen om fem år.”