Horsens Byråd vedtager budget uden besparelser
Alle partierne er med i budgetaftale for 2016 i Horsens Kommune
Politikerne i Horsens har på noget nær rekordtid forhandlet sig frem til kommunens budget for 2016. Forhandlingerne begyndte i sidste uge og blev afsluttet tirsdag i denne uge, hvor partierne præsenterede aftalen på et pressemøde på rådhuset.
Alle partier står bag budgetaftale og sagde, de var godt tilfreds med aftalen og de aftryk, de hver især havde fået sat.
Budgetaftalen handler ifølge partierne primært om at skabe vækst i Horsens Kommune, som giver råd til velfærd. Der er ingen deciderede besparelser i aftalen, men man fastholder kravet om, at alle områder skal effektivisere 1 procent om året.
Vækst
Politikerne har vedtaget at opføre en ny event- og mødehal i forbindelse med Forum Horsens med plads til 1.000 gæster. Bygningen indrettes fleksibelt med mulighed for opdeling i tre mindre mødelokaler. Den nye hal skal understøtte de mange møder, konferencer og events, der allerede finder sted rundt omkring i Horsens på hoteller og lignende. Hallen kan eksempelvis lejes af AC Horsens, der jo for nylig udlejede sin tidligere sponsorlounge.
Partierne har desuden afsat otte millioner kroner i 2016 til at udvikle arealerne omkring Fængslet til en koncertplads af international standard og parkeringsplads, når der ikke er koncert.
Budgetaftalen indeholder også erhvervsvenlige tiltag som at halvere virksomhedernes dækningsafgift i 2016 og helt fjerne den i 2017 samt millioner af kroner til vækst og udvikling i Horsens midtby. Derudover penge til at nedsætte sagsbehandlingstiden for byggerier og til at lave en analyse af kommunens erhvervsvenlighed, som på det seneste har været til debat.
Frem mod 2020 er der afsat 350 millioner kroner til en ny vejplan, der omfatter den planlagte motorvejstilslutning ved Hatting og en omfartsvej syd om Horsens.
I Lund, Østbirk og Hovedgård arbejdes der med projekter, hvor man tænker skole, bibliotek, dagtilbud og andre funktioner under samme tag. Forligspartierne har aftalt at starte med Lund.
Velfærd
Som tidligere omtalt i Lokalavisen er partierne blevet enige om at styrke udskolingen ved at etablere forpligtende samarbejdsklynger mellem skolerne.
Horsens Kommune vil gøre sit til at unge får en uddannelse ved at tage yderligere 50 elever udover de 330 elever, kommunen normalt har.
Der afsættes to millioner kroner om året til flere pædagoger til de 0-6-årige og syv millioner kroner i 2016 og 2017 til 100 nye vuggestuepladser. De første 30 kommer i Lund og vil stå klar i begyndelsen af 2016.
På ældre- og handicapområdet har man tilført 14 millioner kroner i 2016.
LÆS MERE I LOKALAVISEN HORSENS, DER UDKOMMER PÅ TRYK TORSDAG/FREDAG.