Anderledes dag for asylansøgerne
Anderledes 10. fra Aarhus Efterskole hos enlige asylansøgere
De kom med 23 cykler, sportstøj, musikinstrumenter og kage, og det faldt i vældig god jord. Asylansøgere og danske efterskoleelever gungrede rundt på banen i en heftig fodboldkamp, indendørs lød der toner fra Outlandish's nummer “Aicha” fra keyboard, guitarer og sangtemmer. På bålpladsen blev der lagt an til snobrødsbagning, og asylansøgere og efterskoleelever hyggede sig omkring bålet.
Enlige mænd på centret
60 elever fra linjen “Anderledes 10.” og fem lærere fra Aarhus Efterskole var på Asylcenter Grenaa onsdag i sidste uge i forbindelse med deres kampagneprojekt på skolen “Hjælp flygtninge”. Centret i Grenaa havde de udset sig efter at have talt med Røde Kors, der kunne fortælle at netop dette center, der bebos af lutter enlige mænd, godt kunne trænge til afveksling og lidt opmærksomhed fra det omgivende samfund.
Læs også: Lyngby: Flere tusinde dannede glædesring om asylcenter
“Det var superfedt, og vi fik at vide at de var rigtig glade for det. Mange kom og spurgte, om vi ville komme igen en anden gang”, fortæller en glad Jakob Svengaard Larsen fra kampagnens journalistgruppe.
Han oplyser, at der dog ikke er planer om at gentage succes'en i Grenaa. Forude venter næste projekt, en musical, som vil komme til at tage elevernes tid.
Glade for Danmark
Burhan og Harham fra kurdisk Iran, Qaher, Abdullah og Sayd fra Afghanistan og Maad fra Somalia fortæller, at de er glade for at være kommet til Danmark og asylcentret.
“Det hele er ok. Vi har gode værelser og går i en god skole. Vi er taknemmelige for de penge, vi får fra den danske regering”, siger Qaher.
Det eneste, der godt kunne være bedre, er, at der er lidt langt til byen og butikker fra asylcentret, mener Sayd. Og så giver det også en skævhed, at der kun er mænd på centret.
Læs også: Skole og centre til asylansøgere i Norddjurs er ved at være på plads
Plads til flere frivillige
“Det er super dejligt med al den opbakning fra eleverne. De var jo super kreative og kom både med socialt samvær og ting, der var behov for som cykler og musikinstrumenter,” siger Dorthe Pedersen, frivillighedskoordinator i Dansk Røde Kors i Region Østjylland,
Hun oplyser, at der dog også er andre frivillige initiativer på Asylcenter Grenaa. Der er en sprogklub med lektiehjælp, unge fra Aarhus DGI Momentum laver sportsaktiviteter og Ungdommens Røde Kors laver unge-aktiviteter for unge.
“Men det er lidt vanskeligere at få frivillige til asylcentret i Grenaa, fordi det jo er et mandecenter. Det er lettere på familiecentre. Der er 160 beboere, så der er plads til endnu flere aktiviteter,” siger hun.
Læs også: Asylcenter: Kunsten at få lavet en hverdag