Fra droner til vandkanoner mod pirater
BJ-Gear vandt DI Østjyllands initiativpris og fremhæves for at være super fleksibel
Produktion af gear til store dronehelikoptere og til bevægelige, rustfrie vandkanoner monteret på fragtskibe til bekæmpelse af piratangreb.
Sådan lyder nogle af yderpunkterne i den produktion, der foregår hos BJ-Gear A/S på Niels Bohrs Vej i Stilling.
Dertil kommer produktion af hygiejniske gearløsninger til fødevareindustrien samt en førende position på verdensmarkedet for teknisk udstyr til hospitaler og herunder senest deltagelse i et canadisk udviklingsprojekt, hvor målet er at få lamme personer til at gå ved hjælp af et såkaldt bevægeligt exoskelet.
Produktionsapparatet hos BJ-Gear A/S betegnes som super fleksibelt, der kan levere komplekse og højteknologiske løsninger. Og det er en del af baggrunden for, at virksomheden netop er blevet belønnet med DI Østjyllands Initiativpris.
Formanden for DI Østjylland, Steen Bødtker, der forleden overrakte prisen sammen med borgmester Jørgen Gaarde, Skanderborg Kommune, er ikke i tvivl om, at der er fundet en værdig prismodtager blandt DIs 800 medlemsvirksomheder i regionen, og at BJ-Gear har gode chancer for at blande sig i toppen af den landsdækkende DI-konkurrence.
“BJ-Gear A/S giver et fantastisk godt svar på, hvordan vi kan fastholde produktion i Danmark. En høj grad af automatisering og en tæt sammenhæng imellem salg, udvikling og produktion gør virksomheden i stand til at designe og producere helt specielle og konkurrencedygtige gearløsninger til kunderne,” siger Steen Bødtker.
BJ-Gear A/S blev skabt af fabrikant Børge Jensen, og virksomheden kunne i 2014 fejre sin 50 års fødselsdag. Børge Jensen, der i dag er 84 år, var også til stede ved prisoverrækkelsen.
BJ-Gear A/S blev i 2002 købt af Flemming Graversgaard, der siden har stået i spidsen som administrerende direktør på virksomheden, der har 90 medarbejdere.
“Jeg og medarbejderne er kanonstolte af at modtage prisen. Det har været en spændende rejse fra start til i dag, hvor BJ-Gear har udviklet sig til en solid og unik virksomhed,” siger Flemming Graversgaard, som sender en betydende del af æren videre til medarbejderne.
BJ-Gear forventer at levere et rekordregnskab for 2015 på såvel top- og bundlinje.