Fortsæt til indhold

Kalender skal hjælpe flygtningebørn i Horsens

Overskuddet fra kunstkalender fra Lions-klub skal integrere syriske børn i lokale klubber og foreninger

Samfund
Jeppe Rafn

Lions Club Horsens Bygholm har fået lavet en kunstkalender, der er kommet i handelen herop til jul. Overskuddet fra salget går til at hjælpe syriske flygtningebørn i Horsens-områder til at komme ud i klubber og foreninger. Børnene kan for eksempel få betalt kontingent og måske få støtte til udstyr og materialer, skriver Lions-klubben i en pressemeddelelse.
”Børnene skal aktiveres ved sport og andre fritidsaktiviteter. Det bør ske så snart som muligt efter ankomsten hertil. Forældrene skal med for at støtte deres børn, møde danskerne – og forhåbentlig blive en ressource i foreningerne i den tid, de er i lokalområdet,” fortæller Lions-præsident Knud Erik Kristensen.
Han tænker, at støttekronerne fra Lions Club Horsens Bygholm kan indgå i en særskilt pulje, som Horsens Kommunes flygtningekoordinator kan disponere over.
”Det skal være så lidt bureaukratisk som muligt for både flygtningene, klubber og foreninger, kommunen og os,” siger præsidenten for Lions Club Horsens Bygholm, der har fortalt borgmesteren om projektet.
”Det er rigtig godt, at Lions går ind og er med til at hjælpe nyankomne flygtningebørn i gang i byens foreningsliv,” siger Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen.
Kalenderens billeder er motiver fra Horsens by og omegn såsom fiskerhuset i Boller, enkeboligen på Fugholm, Claus Cordsens Gård og Brænderigården. Kunstneren Leif Kragekjær er manden bag motiverne, som arkæolog og kulturhistorisk formidler Allan Skou Larsen har skrevet en tekst til.
Kalenderen fås i to størrelser, der koster 90 og 130 kroner. Den sælges fra Adams Kiosk, Vinoble i Hestedamsgade, Nørretorvs Kiosk, Fængslet Fussingsvej, Industrimuseet Gasvej, Kunstmuseet Sundvejen og kan bestilles på telefon 30 55 40 60 eller 40 68 67 05.