Vil du have fest og farver udenpå?
Så skal du spise derefter, få de gode råd her
Da jeg var lille sagde min mor sommetider ”du bli'r, hvad du spiser”. Lyder det bekendt for nogle af jer også?
For at være helt ærlig, så tænkte jeg dengang at, ja, ja – det er godt med dig, mor. Jeg bliver jo ikke en pizza eller en broccoli, bare fordi jeg spiser det. Men nu er jeg blevet en del klogere. Så mor: Du havde ret.
Alle celler i kroppen udskiftes løbende – og jeg mener ALLE. Alt i kroppen er dannet af millioner af celler. Lige fra knogler og organer til hud og hår.
Cellerne fornyes løbende – nogle på ganske kort tid, mens andre udskiftes over lidt længere tid. Cellerne i tarmene er udsat for meget stort arbejdspres, hvorfor de slides hurtigt op og derfor har brug for at blive udskiftet ofte, faktisk på kun to til fem dage. Cellerne i huden udskiftes på cirka to uger, idet de slides af vind, vejr og forurening. Cellerne i blodet lever lidt længere og udskiftes på tre til fire måneder.
Hvad gendannes du af?
Men alt i alt gendannes du altså løbende gennem hele livet. Men hvad er det så, du gendannes af?
Ja, du kan jo reelt kun blive gendannet af dét, kroppen får indenbords til at gendanne af. Altså de ”byggematerialer” du vælger at indtage. Så det er nu, du kan stille dig selv spørgsmålet – hvad vil du gerne bestå af? Naturlig sund mad eller forarbejdet, farveløs pizza?
Jo mere naturlig og farverig mad, du indtager, så mere farve, vitalitet og glød kommer du også til at udstråle udenpå – men også indeni. Umiddelbart er det jo ”kun” vores ydre – altså hud, hår og negle, vi kan se, når vi ser os i spejlet – men alt det indvendige påvirkes i samme grad.
Jeg talte for nylig med en kosmetolog, som fortalte, at det er meget tydeligt for hende, om klienten lever sundt eller ej. Det afsløres simpelthen direkte på huden.
Hurtigt skift
Lever du ikke sundt, er det positive heldigvis, at idet cellerne udskiftes løbende, har du mulighed for at rette op på en del. Eksempelvis ses det hurtigt, hvis indtag af vand og sunde olier prioriteres – eller hvis raffineret sukker udelades fra kosten. Der kommer hurtigt en helt anden farve og glød i huden. Jeg har netop siddet og lavet før-og-efter billeder til et hold kursister, og udover at der er forsvundet en del centimeter rundt omkring, så er det også meget tydeligt i deres ansigter, at de har ændret livsstil. Skønt med synlige resultater, som viser sig efter kort tid – det kan da næsten kun være med til at fremme motivationen til at fortsætte.
Lige om lidt er det jul - og den skal nydes med alt, hvad der dertil hører. Men husk igen på tanken om at dine celler gendannes af det, du indtager.
Jeg vil i næste blogindlæg komme med gode tips til en dejlig jul uden at gå glip af noget som helst – men samtidig have god samvittighed og NYDE højtiden.
Husk, du er det vigtigste, du har – og du bestemmer helt selv, hvad du vil bestå af.