Fortsæt til indhold

Kommunen danner seniorkvinde-grupper

Frivilligkoordinator og forebyggelseskonsulent gentager succes med senior-grupper. Denne gang for kvinder

Samfund
Kim S. Andersen

En senior-succes skal gentages, når frivilligkoordinator Marianne Keiser og forebyggelseskonsulent Dorthe Hvid Johannesen fra Aarhus Kommune indkalder senior-kvinder til informationsmøde på fredag.
Her vil de danne kvindegrupper, som kan mødes så tit, de lyster.
“Der sidder ældre kvinder derude og savner nye sociale relationer. Jeg vil ikke kalde dem for ensomme, men de kunne godt bruge nye fælleskaber, der forebygger ensomhed. Jeg er ude på enkebesøg, og her møder jeg mange, som gerne vil ind i nye fællesskaber, når ægtefællen er død, så vi ved der er et behov,” fortæller Dorthe Hvid Johannesen, der kører rundt i nord-området i kommunen.
Det er i område Nord, hvor der starter fem nye kvindegrupper op, et for hvert lokalcenter i Skæring, Hjortshøj, Skødstrup, Lystrup og Trige.
Sammen med Marianne Keiser dannede hun i fjor flere mandegrupper i området, og her er der godt gang i grupperne, hvor flere har ventelister.
“Vi troede faktisk, at kvindelige pensionister var meget bedre til at komme ud end mænd, men efter vi har dannet mandegrupperne, har vi fået mange henvendelser fra kvinder, som gerne have samme tilbud, og det forsøger vi så nu,” siger Marianne Keiser.
Det er især mandegruppen Rosenkavalererne i Skødstrup, der har inspireret med foredrag, ture og andre lokale arrangementer.
“Det er ikke alle, der kan tage ind til byen til arrangementer for ældre, og tit er det altså bare lettere at mødes i nærmiljøet for at gå en tur eller drikke en kop kaffe og snakke. Eller hjælpe hinanden med praktiske gøremål som hjælp til computer og TV,” fastslår Dorthe Hviid Johannesen.
At dømme efter de foreløbige tilmeldinger, bliver der flere kvindegrupper end mandegrupper per ældrecenter

Stort potentiale

“Det ser ud til, at der er et potentiale til at blive endnu flere kvindegrupper end mandegrupperne. Der er plads til 40 i hver gruppe, men så er der mulighed for at komme på venteliste, indtil vi danner nye grupper. Vores erfaring er, at der ihvertfald skal være en håndfuld for at kunne trække en gruppe ordenligt i gang.
I lighed med mandegrupperne får kvindegrupperne et starttilskud til hver gruppe på 5.000 kroner, for vi har søgt og fået penge fra den 'Ældremilliard', som den tidligere regering gav til kommunernes ældrepleje
Der er informationsmøde på Lokalcenter Hjortshøj om kvindegrupper 11. september klokken 9.30-11.30 med brunch, og herefter etableres grupperne fra hvert lokalområde. Der er tilmelding til forebyggelseskonsulent Dorthe Hvid Johanneesen på 87 13 29 13.
Efter informationsmødet bliver der dannet grupper, og de bliver præsenteret 1. oktober på Lokalcenter Bjørnshøj i Trige.