Fortsæt til indhold

450 boliger og et højhus i Åbyhøj

En lokalplan for et område ved Søren Frichs Vej i Åbyhøj er netop nu i høring. Syv bygninger på mellem fire og 15 etager er planlagt

Samfund
Christina S. Johansen

Måske har du allerede bemærket de store bunker murbrokker på den gamle Fragtmandscentral på Søren Frichs Vej i Åbyhøj.
Et stort stykke af centralen er revet ned sammen med flere andre bygninger på stedet. Alt sammen for at gøre klar til et nyt boligområde med 400-450 boliger fordelt på syv bygninger - heriblandt et højhus på op til 15 etager.
Det viser det lokalplanforslag, som netop nu er i høring frem til 4. marts. Hvis du vil se lokalplanforslaget i sin fulde længde findes det på Åby Bibliotek, hos Borgerservice på Rådhuset eller på www.aarhus.dk.

Et mere grønt område

Området strækker sig fra Søren Frichs Vej til Lokesvej - fra Fragtmandscentralen til krydset ved Åby Skole.
“Der er tale om en omdannelse fra et traditionelt industriområde til et område primært med boliger og kun lidt erhverv og butikker. Når man omdanner de bynære områder, laver man en høj, tæt by med mange boliger samlet. Området bliver helt anderledes end i dag med meget mere grønt. Der kommer et åbent, grønt strøg ned gennem bebyggelsen, hvor der bliver gode muligheder for at opholde sig,” forklarer Anne Schmidt Andersen, der er planchef i Center for Byudvikling og Mobilitet under Teknik og Miljø.

Lokalplan inden sommeren

Dette byggeri er første etape af at forvandle hele området omkring Søren Frichs Vej. Bygningerne får et forskelligt udtryk - så de ikke bare er ens hele vejen igennem. De bliver mellem fire og otte etager høje - foruden lige det ene højhus på 15 etager.
“Et højt hus har jo den fordel, at det giver mere luft omkring det. Og så bliver der en ikke så ringe udsigt,” siger Anne Schmidt Andersen, som fortsætter:
“Når høringen er slut, samler vi op på de bemærkninger, som er kommet, og der bliver lavet en indstilling til byrådet, og så er Lokalplanen formentlig færdig inden sommerferien. Efter vores bedste viden står en bygherre klar til at bygge.”
Da Lokalavisen Aarhus snakkede med Anne Schmidt Andersen, var der endnu ikke kommet nogen høringssvar.