Politihund fik indbrudstyv til at overgive sig
Indbrudstyv forsøgte at flygte fra politiet. Det fik en hund dog sat stopper for
En kvinde hørte natten til torsdag 24. september en rude blive smadret inde hos naboen på Bækkelundsvej i Risskov. Hun så også en mand iføre sig handsker og maske. Det meldte hun til politiet.
Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ankom til stedet kort tid efter, hvor man kunne konstatere, at manden var kravlet ud af et kældervindue og løbet fra stedet.
En patrulje spottede ham dog hurtigt, og der blev råbt efter tyven for at få ham til at standse, oplyser Østjyllands Politi.
Det gjorde han bare ikke.
Det fik politiet til at sende en af politihundene efter ham, hvilket gjorde udslaget - manden smed sig på jorden. Klokken 5.37 kunne betjentene derfor oplyse ham om, at han var anholdt.
Under den efterfølgende kropsvisitation fandt politiet flere ting på manden, der var stjålet fra huset, samt arbejdshandsker, lommelygte og en bidetang.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag 24. september klokken 13 sigtet for indbrud.