Hele SFO'en sagde farvel til Karen
Karen Rasmussen forlader efter 19 år sin post som leder på Skovvangskolen
“Kig lige hen på torsdag, for vi synes, Karen fortjener lidt omtale i avisen.”
Nogenlunde sådan lød beskeden i telefonen på FavrskovPosten.
Så torsdag mødte jeg op med kamera på Skovvangskolen i Hammel, hvor alt så helt normalt ud. Ingen flag, ingen forventningsfulde unger eller pædagoger. Hmm, jeg må være gået fejl af beskeden, tænkte jeg.
“Hvor finder jeg kontoret?”
“Lige derhenne!”
“Holder I noget for Karen Rasmussen, som nu stopper efter 19 år,” ville jeg vide.
“Næh, jo, i morgen fredag har vi en uformel sammenkomst,” lød svaret.
“Men du kan jo gå ned og hilse på Karen, hun sidder på sit kontor.”
Og det gjorde hun. Med en vingave på skrivebordet, hvorfra hun har styret SFOen i mange år.
“Jeg har ikke haft så meget med børnene at gøre de sidste ti år, men jeg har været rigtig glad for mit arbejde. Nu skal jeg hjem og gå på efterløn,” sagde Karen Rasmussen, mens et par unger gyngede udenfor.
Vi sluttede interviewet, tog et par billeder og åbnede døren ... skolen var forvandlet til et flagorgie og en masse glade unger. Resten kan du se i vores lille video.
Se videoen: Ungerne sagde kæmpefarvel til deres SFO-leder i Hammel. Karen gik efter 19 år på efterløn :) / wuf
Posted by FavrskovPosten on 29. maj 2015