Ayaanle flygtede fra Somalia - på søndag samler han ind for Røde Kors
En af de frivillige indsamlere for Røde Kors på søndag er 22-årige Ayaanle Koukou, og han ved, hvad det vil sige at være på flugt. Han flygtede nemlig selv fra Somalia
Lige nu er 59,5 millioner mennesker på flugt verden over. Mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, og som danskerne kan hjælpe ved at give et bidrag til Røde Kors' store landsindsamling 'Danmark mod katastrofer', der finder sted på søndag den 4. oktober.
I Furesø er der tradition for, at mange borgere melder sig som frivillige indsamlere, når forskellige hjælpeorganisationer har brug for det - sådan er det også på søndag. En af de frivillige, der har meldt sig til at stemme dørklokker med indsamlingsbøssen i hånden er 22-årige Ayaanle Koukou, og han ved, hvad det vil sige at være på flugt. Han er nemlig selv flygtning fra Somalia.
For lidt mere end to år siden bad Ayaanles mor ham om at flygte fra deres hjemland.
"Det var blevet farligt for mig at være i vores by, der på skift blev styret af militæret og bander", fortæller Ayaanle til Furesø Avis og gør det tydeligt, at han helst ikke vil tale om, hvordan de mange opgør mellem forskellige grupper af somaliere - herunder islamistiske grupper - gjorde hverdagen og ikke mindst fremtiden utryg.
Læs også: Jobpraktik - en del af den gode integration
Den dengang 19-årige Ayaanle pakkede derfor nogle få ejendele og begav sig af sted. Kursen var sat mod Sverige, og Ayaanle var klar til at gå hele vejen.
Hvordan han klarede turen på de mere end 12.500 kilometer til fods op gennem Afrika og Europa, er han endnu ikke klar til at fortælle. Til gengæld fortæller han gerne om, da han endelig nåede frem til Danmark og blev taget af politiet.
"Jeg ville jo til Sverige, så jeg var ikke glad, da jeg fik at vide, at jeg ikke måtte rejse ud af Danmark - og at jeg skulle i fængsel", fortæller han og lyser op i et blændende hvidt smil, da han fortæller om sit fængselsophold.
"Det var ren luksus. Der var en seng, og jeg fik mad - det havde jeg ikke forventet", siger han.
Fængselsopholdet sluttede dog, og så skulle Ayaanle integreres. Han kom på sprogskole og kort efter på et højskoleophold ved Kalø nær Ebeltoft.
Læs også om den mulige byggeskandale i Farum Midtpunkt
"Det var det bedste, der skete. Her var vi en masse udlændinge, og sammen med dem, lærte jeg det danske sprog og en hel masse om det danske samfund og historie", fortæller Ayaanle og tilføjer også, at det ikke altid er nemt at være fremmed i Danmark.
“Danskerne er ikke så åbne, så det kan være svært at få venner. Jeg tror, det er fordi, I alle sammen har så travlt i hverdagen”, siger han.
God støtte fra Røde Kors
Siden Ayaanlee kom til Danmark har han knoklet for at lære sproget rigtigt, og i dag behersker han det så godt, så han er ved at tage 10. klasse. Som støtte har han Elisabeth Lange fra Hareskovby, der er frivillig kontaktperson gennem Røde Kors.
"Det er en fornøjelse at kunne hjælpe en flygtning som Ayaanle til at blive integreret bedst muligt. Han er en god ung mand", siger hun og fortæller, at timerne sammen med Ayaanlee også giver hende noget.
"Jeg er jo gået på pension, men som tidligere sproglærer, er det fantastisk fortsat at være aktiv og lære fra mig. Samtidig er det herligt at opleve, hvordan en ung flygtning virkelig har givet sig selv et hårdt program for at falde til og skabe sig et netværk", fortæller hun.
Det er Kaya Pihl, der har matchet Elisabeth Lange og Ayaanle - netop på grund af ønsket om at blive god til det danske sprog. Kaya Pihl er nemlig lokal koordinator på flygtningeområdet i Furesø gennem Røde Kors.
Meld dig som indsamler hos Røde Kors her
Men Kaya Pihl gør mere end bare at matche flygtninge og kontaktpersoner. Hun tager nemlig i den grad selv del i at hjælpe de flygtninge, der kommer til Furesø, og hjemme i kælderen har hun ladet Ayaanle flytte ind.
"Det er spændende, for selvom han sådan set passer sig selv og sin skole, deltager vi i en del aktiviteter sammen, og i dagligdagen hjælper vi selvfølgelig også hinanden", lyder det fra Kaya Pihl.
"Ja, du er sød til at hjælpe mig med at vaske mit tøj", griner Ayaanle.
Det er også sammen med Kaya Pihl, at Ayaanle er klar til at stemme dørklokker og samler ind til verdens flygtninge på søndag.
Stor social indsats
Flere gange er Furesø Kommune blevet fremhævet af medierne som en af de kommuner, hvor borgerne tager ansvar for integrationen af de flygtninge, som kommunen skal tage i mod.
Furesøborgerne står i kø for at hjælpe
I både Værløse og og i Farum er der oprettet caféer, hvor flygtninge og etniske danskere kan mødes.
Caféerne finder sted i Jonstrup på det tidligere plejehjem Søndersø, der i dag fungerer som boliger for flygtningene, mens caféen i Farum er placeret i kulturhuset 'Stien'.
“På søndag er der åbent i caféen i Jonstrup i anledning af Røde Kors' landsindsamling fra klokken 10 til 14, og her alle velkomne til at kigge forbi”, lyder det fra Kaya Pihl.