En hyldest til Matador
I år er det tv-klassikeren Matador, der bliver spillet på Vilhelmsborg Festspil, og det har givet udfordringer
24 timers tv-serie kogt ned til lidt over to timers musical på en friluftsscene.
Det lyder som en stor udfordring, og noget, der nemt kan gå galt.
Men ikke desto mindre er det dén udfordring, som instruktør Frank Gundersen har givet sig selv i forbindelse med dette års Vilhelmsborg Festspil.
Det er nemlig den klassiske Matador, der bliver spillet på scenen i det smukke landskab mellem Beder og Mårslet, og hans opgave har været at få de mange frivillige skuespillere til at fortælle historien, som vi kender den fra tv, men også med deres egen personlighed.
“Jeg har været nødt til at luge ud de steder, hvor det, der foregår, er for indforstået, og der er personer, der ikke er med i musicalen - for eksempel Gitte Grå og danselærerinden,” fortæller Frank Gundersen, mens der i baggrunden bliver gjort kulisser klar frem mod premieren tirsdag 28. juli.
Problemer i København
Da Matador spillede i Operaen i København, var Frank Gundersen inde og se stykket, og han var skuffet bagefter. Stykket blev skrevet lidt om, da det spillede i Silkeborg, og det er det manuskript, han har taget udgangspunkt i, fortæller han.
“Jeg har prøvet på at få lidt humor med, og så har jeg skrevet en scene med Skjold Hansen ind. Jeg synes, figuren manglede en afrunding,” siger Gundersen og fortsætter:
“DR havde egentlig lovet at skrive scenen, men det nåede man ikke.”
En bouillonterning
Når man har med noget så ægte, fint og kendt at gøre, som langt de fleste danskere kender, hvad gør man så for at bevare det?
“Stykket her er en hyldest til Matador, og der er selvfølgelig begrænsninger på, hvor meget jeg kan vride det fra originalen. Skuespillerne er castet, så de viser den energi, personerne viser i den originale Matador, og ikke så de ligner dem mest muligt,” siger instruktøren, og påpeger, at den bærende fortælling omkring Matador er intakt i musicalen.
“Jeg har taget Matador og lavet den til en bouillonterning af historien,” siger han.
55 sceneskift i højt tempo
I løbet af stykket er der 55 sceneskift, og det har givet en del udfordringer, da der skal fart på. Det betyder, at han har brugt meget tid på at tænke over, hvordan kulisserne kan skifte på den mest smarte måde, og hvordan stykket skal spilles.
“Publikum kommer ikke til at sidde og vente i sceneskiftene. Her bliver der spillet nogle små ting fra serien, som jeg har tilladt mig at lave nogle friheder omkring. Det er meget lidt, men det er nødvendigt, for alt er åbent her, og vi kan ikke bare blænde ned for lyset og foretage sceneskift i den ene side af scenen. Det har været en stor udfordring,” siger Gundersen og fortsætter:
“Fra nu og frem til premieren skal vi have justeret tingene, så det hele er på plads, og det bliver nødvendigt at gå på kompromis.”
Han har is i maven frem mod forestillingerne, og han glæder sig til at se, hvordan publikum tager imod stykket. Han håber, at folk vil nyde det nærvær, der foregår på scenen.