Integration på en tallerken
Få udenlandske studerende hjem til middag. Sådan lyder konceptet bag et initiativ, der er blevet voldsom populært
“Jeg ved, det hedder 'Dine with a Dane'. Men jeg stammer fra Østrig og tillader mig derfor at lave en østrigsk suppe til forret,” siger Christa Anderluh-Jørgensen, mens hun med rolig hånd rører i suppen i familiens køkken på Griffenfeldtsgade i Horsens.
Oksestegen er i gang med at blive mør, og sovsen summer forsigtigt i kasserollen. Inden længe dukker tre studerende fra Spanien op for at spise hos familien Jørgensen.
Integration over maden
De har sendt en ansøgning om at komme til middag hos en dansk familie, da de hørte om initiativet på VIA University College. Her har studenterpræst Anette Foged Schultz fået idéen om at sende udenlandske studerende ud til danske familier.
“Jeg opdagede, at de mange udenlandske studerende kunne bo på kollegiet i Horsens i flere år uden sådan rigtig at møde en dansker. De går i klasse med andre unge fra udlandet og de fleste færdes kun overfladisk med danskere,” fortæller Anette Foged Schultz, der i løbet af tre år har skabt kontakt mellem flere hundrede danske familier i Horsens og omegn og de udenlandske studerende. Og det med så stor en succes, at studerende er på venteliste, og flere værtsfamilier søges.
“Det får kompliceret integration helt ned på den flade tallerken. Mange familier fortsætter med at have kontakt til de studerende, selvom det slet ikke er et krav for 'Dine with a Dane',” fortæller Anette Foged Schultz.
Et blandet måltid
Det kan familien Jørgensen nikke genkendende til. De har før været middagsværter for udenlandske studerende, som familien stadig har kontakt til.
“Vi hjælper med praktiske gøremål, og lige nu bruger jeg mit netværk til at få en ung mand ind på det danske arbejdsmarked. Det havde vi ikke ventet, da vi meldte os som værter, men det er en stor bonus for hele familien,” fortæller René Jørgensen, mens han sammen med sin 18-årige datter Celina og 12-årige søn Raoul trisser rundt og finder drikkevarer. De ærgrer sig over, at familiens mellemste søn er på efterskole og ikke kan være med denne aften.
Bordet i spisestuen er veldækket med sirligt foldede servietter og en efterårsrose, der strækker sig i vasen. Den får hurtigt selskab af en spansk tortilla, også kendt som en omelet med løg og kartofler.
“Vi synes, vi ville komme med en typisk spansk ret,” lyder det begejstret fra Inés Serra Baucells. Hun indrømmer grinende, at det er hendes bofælle Marta Bueno Illueca, der har kokkereret.
Klokken er omkring 19.30 og snakken falder på, hvornår man normalt spiser middag i danske hjem i forhold til i Spanien, mens pladserne fordeles omkring bordet.
Den muntre snak fortager sig, da Christa kommer ind med suppen. Opmærksomheden skærpes om terrinen, mens Christa forsigtigt fordeler skefuld efter skefuld i tallerkenerne. Snakken fortsætter lystigt i takt med, at skeerne rammer porcelænet.
Svar på daglig undren
Foruden Marta og Inés, der begge er 23 år gamle, er 27-årig Joel Cortés Olmedo også med denne aften. De er alle i gang med at uddanne sig til civilingeniører på VIA University College.
“Allerførst var jeg betænksom ved at komme fra Barcelona og skulle bo i en lille by som Horsens. Men her er fantastisk. Er vild med landskabet og med de mange muligheder for at cykle i byen,” fortæller Joel Cortés Olmedo.
Han er overrasket over, at mange danske børn, også familiens 12-årige Raoul, selv cykler i skole. Det gør man ikke i Spanien.
“Vi lærer så meget af hinandens kulturer. Med konceptet er der mulighed for at spørge dybere ind til de dagligdagsting, som kan undre, når man kommer fra et andet land,” siger Joel om, hvorfor han er begejstret for 'Dine with a Dane'.
Oksesteg, flødekartofler, spansk tortilla og sovsen sendes rundt om bordet, mens emner som siesta, valg af uddannelse og dialekter blandes som den sprøde salat i skålen.
“Meget bedre end bytur”
Familien Jørgensens humor viser sig at passe rigtig godt til de unge spaniere. Den velkendte pinlige tavshed undertrykkes konstant af grin og senere på aftenen gode røverhistorier.
“Jeg har selv prøvet at bo i Frankrig og Australien. Jeg ved, hvordan det føles at komme til et fremmed land med en anden kultur. Det er nemt nok at falde i snak med andre og drikke en kop kaffe på en café. Men det er som at vinde i lotteriet, hvis man får lov at komme med hjem til nogle lokale og tale med en almindelig familie. Den mulighed vil vi gerne give andre, og det tillader 'Dine with a Dane',” siger Christa Anderluh-Jørgensen.
Spanierne er også begejstret over konceptet.
“Vi kan altid tage ud på en bar og drikke en øl, mens vi taler med danskere. Men vi lærer så meget mere om danskerne og deres måde at leve på ved at komme til middag. Så det er på alle måder meget bedre end en bytur,” siger Marta Bueno Illueca.
Begejstringen over konceptet bliver ikke mindre, da den hjemmebagte østrigske æblekage, Apfelstrudel, kommer på bordet i selskab med kaffen, så den danske hygge spreder sig.