Fortsæt til indhold

Nyt marked i Horsens ligner en succes

Den første udgave af Marked Vest i Horsens gik godt

Samfund
Arkiv

Lørdag den 8. august var der for første gang lørdagsmarked på Silkeborgvej i Horsens.
”Det var en prøveballon, men absolut en succes med et pænt antal kræmmere og mange besøgende,” fortæller Peter 'Salat' Petersen i en pressemeddelelse.
Peter Petersen står bag markedet, Marked Vest, sammen med Hugo Vinther, der i et års tid har drevet Outlet Vest i den tidligere Opel-bilhal.
Efter den positive prøveballon regner arrangørerne med, at Marked Vest bliver en tilbagevendende begivenhed den anden lørdag i måneden.
Det næste marked finder sted lørdag den 12. september, og næste gang igen bliver lørdag den 10. oktober.
Vejrudsigten for lørdagens marked siger sol over Horsens, men skulle der komme en byge, kan kræmmerne stå indendørs, oplyser Peter Petersen.

Arrangørerne af Marked Vest i Horsens: Hugo Vinther (til venstre) og Peter 'Salat' Petersen.

Gerne fødevarer

Arrangørerne kunne godt tænke sig boder med fødevarer. Dem var der ingen af sidst, bortset fra en lille pølsebod.
"Jo flere kategorier af varer, jo flere kunder, og jo sjovere bliver det for alle. Vi blander os ikke i, hvad kræmmerne sælger, men går ud fra, at de overholder alle lovkrav for eksempel ved salg af fødevarer. Det er jo deres forpligtelse. Set under den vinkel er der stort set frit slag," siger Peter Petersen.
Alle kræmmere er velkomne: Private, som måske har ryddet pulterkammeret, mindre forretningsdrivende, som eksempelvis vil af med restpartier, og så de professionelle handelsmænd, hvortil de to initiativtagere hører.
Marked Vest foregår lørdag i fra klokken 10 til 16 ved Outlet Vest og Bilforum på Silkeborgvej i Horsens.