Kommune vil have genåbnet overgang over skinner
Lokaltog skal åbne overgang ved Præstemosevej, siger Fredensborg Kommune
"Selvtægt er naturligvis ikke en løsning. Vi vil presse på over for Lokaltog, så overgangen ud for Præstemosevej bliver åbnet igen. Og kommer det til at koste kommunen nogle penge, må vi se på det."
Det siger Thomas Bak (V), formand for Fredensborg Kommunes udvalg for infrastruktur og trafik om trafikforholdene omkring Præstemosevej, efter at Lokaltog har sat hegn op langs skinnerne ud for Præstemosevej 14 og frem til trinbrættet ved Kratbjerg.
Hegnet betyder, at ryttere, mountainbikere og løbere dels må bruge den trafikerede Præstenmosevej for at nå frem til Sørup Hegn, eller borgere må tage en omvej via Fredensborg Kongevej, Hillerødvejen eller Kratbjerg for at nå frem til trinbrættet ved Kratbjerg.
Det vil sige, at lige for tiden er der rent faktisk en overgang over skinnerne. Der er nemlig klippet hul i hegnet. Det har kommunens administration ifølge dagsordenen til det seneste møde i udvalget for infrastruktur og trafik ved selvsyn konstateret under et besøg på stedet i forbindelse med behandling af sagen.
Det er borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), der har bedt udvalget tage sagen op efter klager over de trafikgener, som hegnet har ført med sig. Blandt andet har der været farlige situationer, når folk færdes på Præstemosevej.
Lokaltog: Byg en tunnel
Lokaltog fastholder over for Fredensborg Kommune, at overgangen skal være lukket på grund af "sikkerhed for såvel borgere som vores lokomotivførere," som det hedder i skrivelsen fra Lokaltog. Og:
"Hvis kommunen fortsat skulle ønske at etablere en forbindelse på tværs af banen, vil vi i det pågældende tilfælde anbefale en tunnel, som kommunen selvsagt må afholde omkostningerne til at etablere samt vedligeholde."
Kommunen vil inddrages
Det kommer dog ifølge udvalgsformanden ikke til at ske. Og Thomas Bak er faktisk ret utilfreds med svaret.
"Det er alt for dyrt at bygge en tunnel. Det koster millioner. Så det skal vi ikke," slår han fast. Og er af den opfattelse, at der skal være en dialog om trafikforholdene omkring Præstemosevej.
"Vi vil inddrages. Overgang-en blev lukket, uden at vi blev inddraget. Derfor vil vi nu gå i dialog med Lokaltog for at finde løsningen," understreger Thomas Bak.
Ud over snakken med Lokaltog skal der nu også gennemføres hastighedsmålinger i områder, hvor borgerne findet det problematisk.