Viceborgmester positiv overfor skatehal
Tanken om en skatehal i Horsens tiltaler formanden for kommunens kulturudvalg, viceborgmester Kristian Dyhr (V).
“Det lyder rigtig spændende, og jeg vil tage en snak med forvaltningen om det. Vi skal også kigge på den uorganiserede idræt,” siger Kristian Dyhr.
En skatehal med kommunal støtte kan dog nok tidligst komme på tale i 2017, da kulturafdelingens penge til anlæg i 2016 allerede er fordelt.
Kulturudvalgsformanden mødte op på Rådhustorvet i Horsens og hilste på nogle af de forældre til løbehjulskørere, som ønsker en skatehal i Horsens og som så småt er begyndt at organisere sig. Her gentog politikeren sin interesse for projektet med forbehold for, at han naturligvis ikke kunne stå og love dem noget.
Han opfordrede forældrene til at oprette en forening/arbejdsgruppe og undersøge, hvor der eventuelt kan indrettes en skatehal, og hvor meget det koster.
“Jeg vil gerne støtte, men I skal trække det,” sagde Dyhr.