Fortsæt til indhold

Støt fattige familiers jul

Dansk Folkehjælp søger frivillige, som vil hjælpe med at give udsatte en god jul med gaver og julemad

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Når du sætter dit kryds til EU-afstemningen den 3. december, kan du samtidig give et bidrag til udsatte familiers jul.
Ved afstemningsstederne samler Dansk Folkehjælp nemlig ind, så borgerne i Hillerød kan med til at gøre julen bedre for udsatte familier i lokalområdet.
De hjælper er for eksempel enlige mødre på overførselsindkomst, som i forvejen - og særligt i julen - har svært ved at få pengene til at slå til. Julehjælpen består af en kolonialvarekurv til 500 kroner, et gavekort til Fætter BR på 500 kroner samt et gavekort til SportsMaster på 500 kroner.
Organisationen forventer, at antallet af ansøgere til julehjælp igen i år vil slå nye rekorder.

Brug for frivillige

Samtidig har Dansk Folkehjælp brug for rigtig mange frivillige, som vil hjælpe med juleindsamlingen den 3. december. Som frivillig afsætter man tre timer eller den tid, man har mulighed for, ved at stå på valgstederne.
"Siden vi startede Julehjælpen, har vi oplevet en årlig stigning i antallet af henvendelser om julehjælp på mellem 10–20 procent. Så skoene er kridtet hos os og blandt vores mange frivillige i bestræbelserne på at få så mange vælgere til at bidrage til indsamlingen som muligt," udtaler generalsekretær i Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem i en pressemeddelelse.
I 2014 modtog Dansk Folkehjælp 13.000 henvendelser om hjælp til julen, med indsamlingen blev det muligt at give julehjælp til 5.000 familier. I år håber Dansk Folkehjælp på at kunne hjælpe endnu flere familier.
Man tilmelder sig som indsamler på www.folkehjaelp.dk.
Samme hjemmeside bruger man, hvis man gerne vil søge om at modtage julehjælp. Det kan man gøre fra 1. november til og med 1. december.