“Nu er der lidt mere struktur”
Værestedet Håbets Allé laver traktørsted, udendørs terrasse og cykelværksted med ny leder i spidsen
Det er en balance mellem at styre og ikke at styre. Mellem at give de udsatte lov til selv at gøre nogle ting, også alligevel tage over på et tidspunkt.
Det rette blandingsforhold mener den nye leder af værestedet for socialt udsatte Håbets Allé at have fundet.
“Der skal en smule organisering bag, men endelig ikke for meget. Hvis vi stod otte kommunalarbejdere hernede, ville det jo aldrig blive et sted, de udsatte ville komme,” siger Svend H. Petersen, der blev ansat som projektleder i maj og er eneste fuldtidsansatte.
“Der trængte til at komme lidt struktur ind. Tidligere var tanken, at der nok kom nogle og gjorde noget. Det viste sig bare, at udviklingen ofte gik i stå,” siger projektlederen, der er uddannet socialpædagog.
Det kommunale, alternative værestedstilbud blev startet på P. Hjort Lorentzens Vej i januar 2014 og har nu bredt sig til fem matikler på vejen. Tanken er, at projektet med tiden breder sig på hele vejen, der går fra Søren Frichsvej til ringgadebroen.
De faldefærdige træskure, som kommunen har haft lejet ud til forskellige firmaer som opbevaringplads, bliver overtaget af Håbets Allé, efterhånden som de udløber.
“Lige nu siger vi dog nej-tak til flere, for vi har nok at gøre med at få sat de her fem områder i stand,” siger projektlederen.
Det er stadig den samme målgruppe, værestedet henvender sig til.
“Vi vil meget gerne have blandingen af såkaldte almindelige mennesker og udsatte. På arbejdsmarkedet har de udsatte begrænsede ressourcer. Men her er de med til at bygge noget op, som hele Aarhus får glæde af på sigt,” siger Svend H. Petersen.
Cykelværksted og byhaver
Lige nu er der planer om et gør-det-selv cykelværksted, en byhave og en markedsplads med et lille traktørsted, hvor der sælges kaffe.
“Det er ikke sådan, at det skæve er forsvundet, men nu er der nogle, der sørger for at der bliver ryddet op igen,” siger Svend H. Petersen, der vurderer, en gruppe på omkring 20-25 mennesker på fast basis bruger Håbets Allé, som hører ind under Dagområdet for Socialpsykiatri og Udsatte Voksne i Aarhus Kommune. Reglerne er få, men skrappe: Misbrugsfritområde og ingen overnatning.
“Det er ikke et kæmpeproblem, men det hænder da, at vi er nødt til at bortvise nogen. Der misser vi nogle, men det er godt for det daglige miljø hernede, at det er misbrugsfrit,” siger lederen.
En af succeshistorierne er en 21-årig pige, der havde været hjemløs, siden hun var 13 år, men nu er flyttet i egen lejlighed.
“Det er sådan noget, vi luner os ved. At vi har været med til at hjælpe hende videre,” siger han.
Projektet lever af støtte fra kommunale puljer og fondsmidler.
“Der er intet driftsbudget, men vi klarer os i høj grad på, at folk donerer ting til os. Vi har for eksempel god gavn af genbrugsstationen Reuse, som er vores nabo,” siger han, inden han går i gang med at omdanne paller til en ny udendørs terrasse.
“Her er vi knap så pædagogiske som andre steder. Det handler mere om at lave noget praktisk end om at tale om, hvordan man har det. Når man står og svinger hammeren sammen, er det sværere at blive sure på hinanden,” forklarer Svend H. Petersen.