Fortsæt til indhold

Respektér skiltningen ved Mindet

Østjyllands Politi og Aarhus Kommune ønsker hjælp fra bilisterne i Aarhus

Samfund
Camilla Olesen

Respektér venligst skiltningen ved Mindet. Så kort og præcis er appellen fra Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.
Sagen er nemlig den, at trafikanter hver dag ikke respekterer skiltningen ved Mindet, og at de bevidst vælger at køre mod kørselsretningen. Det bliver farligt, fordi bilisterne krydser jernbanen uden at kunne se jernbanesignaler og bomme. Togene har derfor flere gange måttet standse på grund af biler, der holder på jernbanesporet.
“Mange trafikanter vælger bevidst at køre mod kørselsretningen fra havneområdet frem mod Europaplads. Det er ekstremt farligt. Trafikanter, togpassagerer, lokofører og bilisten selv er i stor risiko for uheld,” siger vicepolitiinspektør Michael Henningsen fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Foruden ulovligheden, så betyder det, at fremkommeligheden i trafikken sænkes for de lovlige bilister på kystvejsstrækningen. Det sker, fordi signalanlægget bliver påvirket uhensigtsmæssigt og derved reduceres den grønne signaltid til trafikanter på kystvejsstrækningen. Mindet er kun adgangsvej for virksomheder i Toldkammeret, Pakhus 17, området ved Toldbodgade og parkeringsanlægget i Dokk1.