Fortsæt til indhold

Skanderborgvej får skæve boliger

Aarhus Kommune er nu gået i gang med renoveringen af 12 lejligheder, som skal huse samfundets svageste

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Om man kan kalde det for 'det første spadestik', når to rådmænd i heldragt og hjelm brækker gulv op og slår klinker ned, er svært at sige.
Men det er i hvert fald begyndelsen på et projekt, som skal omdanne kommunens ejendom på Skanderborgvej 90 til 12 skæve boliger, hvor hjemløse og socialt udsatte kan få et billigt og trygt hjem.
Det blev markeret med rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), og rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), hvis to magistrater har arbejdet sammen om at finde en løsning for de socialt udsatte.
“Aarhus er så stor, at vi har en gruppe borgere, der ikke er som de andre. De skal også have et værdigt tag over hovedet og en trædesten ind til en bedre tilværelse,” forklarer Kristian Würtz og fortsætter:
“Der er i forvejen tryk på for at finde billige boliger til ungdommen i Aarhus, så det er nødvendigt at give de sårbare borgere en hjælpende hånd.”

Blandede beboere

De tre etager i opgangen byder på i alt 12 to-værelses lejligheder, som kommer til at ligge i prislejet mellem 3.126 og 3.896 kroner plus boligstøtte, når projektet står klart omkring maj.

Bygningen har tidligere været brugt til genhusning af borgere og akutte tilfælde, og den trænger mildest talt til en kærlig hånd.

Så hele opgangen skal gennemrenoveres, og den gamle blymaling skal ned fra væggene, før de nye beboere kommer til.

Når de 12 udsatte engang flytter ind, vil de få støtte til at klare sig.

“Beboerne bliver udsatte mennesker, som ikke kan bo i almindelige boliger. De er unge misbrugere, hjemløse, folk med psykiske lidelser og folk, som lever om natten samt socialt udsatte med børn. Derfor bliver der også tilknyttet en social vicevært, som kan hjælpe beboerne,” forklarer Thomas Medom og fortsætter:

“Det er ikke en gruppe af folk, som vil skabe problemer, men de kan ikke klare sig selv i egen lejlighed.”

De to rådmænd fik lov til at lege lidt med værktøjet, da der skulle brydes gulv op.

Gode erfaringer

Aarhus Kommune har tidligere gjort gode erfaringer med boliger til denne gruppe af borgere, og kommunens lignende projekt i Søgade har indtil videre været en succes.

Christina Strauss, som sidder i bestyrelsen for de hjemløses landsforening, SAND, i Aarhus, ser frem til de nye, skæve boliger.

“Det er rigtig godt, at boligerne ligger så tæt på misbrugscentrene og værestederne, og ordningen med den sociale vicevært betyder enormt meget for beboerne. Jeg er også meget glad for, at der er så megen brugerinddragelse helt fra start,” fortæller Christina Strauss.

Beslutningen om hvem som skal bo i en skæv bolig, træffes af Socialforvaltningen på baggrund af en socialfaglig vurdering.

I den vurdering indgår en lang række faktorer, så som ansøgerens generelle situation, fællesskabets- og de andre beboeres situation, og om vedkommende muligvis vil kunne have større gavn af en anden boligtype.
Som eksempelvis en almen bolig i en boligforening.