Fortsæt til indhold

Multisalen i Veng står klar til januar

Samfund
Grethe Bo Madsen

Går alt efter planerne kan Borgernes Hus i Veng til januar byde indenfor i den nye multisal.
Salen forventes at stå færdigbygget i december og mens håndværkerne lige nu er ved at lægge sidste hånd på byggeriet, er lokale frivillige gået i gang med at sætte indvendig vægbeklædning op, spartle og male.
Multisalen finansieres af godt to millioner kroner fra Skanderborg Kommunes anlægspulje. Byggeriet har desuden fået midler fra Skønpuljen og Landdistriktspuljen, og den lokale idrætsforening, HIK81, har bidraget med et større beløb.
Når multisalen til januar står klar er det først og fremmest HIK81's mange gymnastikhold, der får glæde af den, men også Veng Skole og Børnehus vil gøre brug af de nye faciliteter, der også giver mulighed for nye tiltag i form af kulturelle arrangementer og møder.
Næste skridt for de aktive frivillig i området bliver oprettelsen af en støttekreds for at styrke fællesskabet de omkringsliggende landsbyer imellem med Borgernes Hus som et af de vigtige samlingspunkter.
“En udvikling af fællesskabet er nødvendig efterhånden som de fleste lokale samlingssteder i form af butikker er forsvundet fra landsbyerne. Det gør Borgernes Hus og området omkring endnu mere vigtigt som socialt og kulturelt mødested,” siger Helle Lambertsen, der er administrativ leder af Veng Skole og Børnehus.
Støttekredsen vil i starten af den nye år tage initiativ til informationsmøde om udvikling af området.

De frivillige i Veng giver en hjælpende hånd med den nye multisal. Senere er det også dem, der lægger fliser rundt om den nye bygning.