Skolefodbolden ruller i nord
19. september spilles ny skolefodboldturnering hos Skovbakken
Skovbakken IK Fodbold står i samarbejde med Rema 1000 Risskov bag en ny skolefodboldturnering, der skal styrke sammenholdet i skoleklasserne og give sved på panden.
Det sker lørdag 19. september, hvor Skovbakken IF Fodbold inviterer alle aarhusianske skoleklasser fra 0.-6. klassetrin til skolefodbold med en sidevogn af sociale aktiviteter som heppekor på sidelinjen, hoppeborge, stafetløb og meget mere.
Formålet er at skabe en dag med fokus på sammenhold, sundhed, motion og legen med bolden uanset niveau. Skolefodboldturneringen handler nemlig ikke nødvendigvis om at være bedst på banen, men bedst i helheden som klasse.
Ved siden af fodboldturneringen kan klasserne score point i form opbakning fra klassekammerater og forældre samt tonen over for både modspillere, dommere og medspillere. Vinderen i hver årgang vil modtage en præmie.
”Vi vil gerne skabe et miljø, hvor der er leg og bevægelse for alle. Kernen i stævnet bygger på, at børnene skal have det sjovt, mens de er aktive – både på og udenfor banen,” siger Peter Stensig, der er projektleder for stævnet.
Fodboldspillet foregår på sædvanlig vis, men der er dog et krav til spillerne på banen, fortæller han.
Socialt sammenhold
”Der skal minimum være et vist antal piger på banen ad gangen. Ganske enkelt fordi vi ønsker at styrke det sociale sammenhold i den enkelte klasse og samtidig have fokus på, at fodbold er for alle,” siger han.
Når børnene ikke er aktive omkring fodbolden, tilbyder stævnet en lang række forskellige aktiviteter. Det gælder alt lige fra forskellige hoppeborge, oppustelig fodbold, børne-forældrestafetløb til at prøve forskellige sportsgrene.
Det koster 50 kroner per spiller at deltage i fodboldstævnet, der blandt andet inkluderer en Superligabillet til AGF-kamp og et holdfoto.
Der er gratis adgang til aktiviteter og hoppeland for klassekammerater og søskende til et tilmeldt hold. Tilmelding på hjemmesiden www.skolefodboldaarhus.dk af en kontaktperson, der både kan være lærer, forældreråd og forældre.