Erhvervsforeninger har hyret kendt navn til foråret
"Der kan skabes meget synergi i vores tre foreningers netværk, og det giver muligheder for at få fat i nogle dyrere foredragsnavne i Stine Bosse og Christine Feldthaus-klassen.”
Sådan sagde formanden for Risskov Erhvervsforening, Steen Madsen, tidligere på året om det større samarbejde mellem de tre lokale erhvervsforeninger i Lystrup, Skødstrup og Risskov.
Og nu kan de tre erhvervsforeninger netop præsentere Christine Feldthaus 13. april til næste år som foredragsholder til et stort arrangement, der er gratis for medlemmer af enten ErhvervLystrup, Erhverv8541 eller Risskov Erhvervsforening.
Livstilseksperten, der er kendt fra flere forskellige tv-programmer, vil holde et lavpraktisk foredrag om kommunikation med titlen 'Spyt ud og træng igennem'.
Her vil Christine Feldthaus komme med nogle humoristiske og brugbare, praktiske fiduser til at blive mere tydelig overfor omverdenen.
Bliv klogere på stress
Et andet foredrag, der er i erhvervsforeningernes arrangementskalender, er med coach og udviklingskonsulent Helle Kibsgaard, der vil fortælle om stress og især om forebyggelse af stress.
Her vil hun komme ind på, hvor vigtigt det er at forstå, hvad stress er, og hvordan det kan forebygges og behandles. Der sættes fokus på alle områder af livet – ikke kun i arbejdslivet. Helle Kibsgaard vil komme med nogle bud på, hvordan man håndterer pressede perioder, forandringer og store udfordringer, så det ikke ender med dyre sygemeldinger, drænende konflikter eller værdifulde medarbejdere, som siger op.
Læs mere om alle arrangementerne, som de tre lokale erhvervsforeninger arrangerer på: www.erhvervlystrup.dk