Frem og tilbage er lige langt
En meningsmåling foretaget af Megafon viser, at balancen mellem rød og blå blok i Skanderborg Byråd ikke ville ændre sig stort, hvis der var valg i dag
En ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Megafon for TV2Østjylland viser, at balancen mellem rød og blå blok i Skanderborg Kommune i det store og helle ikke har rykket sig siden kommunalvalget i november 2013.
Socialdemokraterne står til en meget lille tilbagegang fra 37,3 til 37 procent af stemmerne, mens Venstre også går få procent tilbage fra 30,2 procent til 28 procent.
Der, hvor der i dag kan spores en smule røre i andendammen, er hos de mindre partier. Dansk Folkeparti har på landsplan oplevet en stor fremgang, og det afspejles også i midtvejsvalget i Skanderborg. Hvor partiet ved kommunalvalget fik 8,4 procent af stemmerne, ville det i dag få 10 procent.
Liberal Alliance, der fik 3 procent af stemmerne ved kommunalvalget og dermed ikke kom ind, ville i dag få 5 procent af stemmerne. Liberal Alliance indgik op til kommunalvalget valgforbund med de Konservative i håbet om, at begge partier ville vinde et mandat.
Sådan gik det ikke, for mens Liberal Alliance med 3 procent af stemmerne ikke kom i byrådet lykkedes det lige netop de Konservatives Jan Krogh Rasmussen med 3,1 procent at få et mandat.
Var der valg i dag ville situationen efter alt at dømme være spejlvendt. Liberal Alliance ville få 5 procent af stemmerne og få en plads i byrådet, mens de Konservative kun ville få 2 procent og dermed må vinke farvel til pladsen i byrådet.
Jan Krogh Rasmussen valgte på valgnatten i 2013 at støtte op om rød blok og Jørgen Gaarde som borgmester. Det var en beslutning der gav panderynker hos flere af blå bloks byrådsmedlemmer.
Også Alternativet, der ville få 4 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag, står til at vinde et mandat. Det ville betyde, at et af de andre partier ville miste et mandat, men ud fra tallene alene at dømme er det usikkert, hvem det er, der ville miste sin plads i byrådet.