Fortsæt til indhold

Netto åbner butik i Løgten inden jul

8541-området får sin fjerde dagligvarebutik på Carlsen Supermarkeds tidligere grund

Samfund
Kim S. Andersen

Det er ikke kun nye boliger, der skyder op i højt tempo i Skødstrup-Løgten-området. Til december åbner dagligvarebutikken Netto på Grenåvej, hvor Carlsens Supermarked tidligere huserede.
“Vi har længe holdt øje med det her område, hvor vi ikke har Netto-butikker i nærheden. Vi har fulgt med i offentlige udbud, og nu er vi i gang med at bygge en butik på samlet 1.020 m² med 65 parkeringspladser,” siger Carsten Hadsbjerg, udviklingschef i Dansk Super Marked.
Planen er, at byggeriet står færdigt i begyndelsen af december måned.
“Som så meget andet er åbningsdatoen afhængig af vejret, men med mindre der kommer en kæmpe storm eller snevejr i november, er det vores klokkeklare plan at åbne i starten af december,” fastslår udviklingchefen.
Netto-butikken i Løgten bliver den 19. i Aarhus Kommune, hvis ikke en ny butik på Nordre Strandvej i Risskov når at åbne inden.