Lyver du? Så lad være

Advarsel. Stærkt lommefilosofisk indhold;
Du har sikkert gjort det før. Det har jeg i hvert fald. Løjet. Både om stort og småt, men for det meste hvide løgne, som i omverdenens øjne ikke tæller som en stor, fed, urigtig historie. Jeg har også løjet om noget alvorligt, men det syntes som en god ide på det tidspunkt. Jeg har fortalt hvide løgne om kvaliteten af det serverede mad hos venner, om tøj, der bestemt ikke var nyt, “det var da over tre måneder gammelt”. For det var købt for over tre måneder siden, men gemt med det formål at kunne sige en næsten sandhed.
Deri ligger problemet. En næsten sandhed. For så vidt jeg ved, kan man ikke gradbøje sandhed. Et udsagn er enten sandt eller falsk. Det ved din krop. Så derfor fortæller din krop også modtagerens krop, at det, du siger, er usandt, når du fortæller en løgn. Måske opfatter din partners krop det kun, ikke hans bevidsthed. Dermed opstår der noget udefinerbart imellem jer på grund af løgnen.
For fire år siden sad jeg til et jobinterview til en chefstilling i det private erhvervsliv. Vi var fem ansøgere tilbage med to runder endnu med interview og test. Jeg bliver spurgt, om jeg har nogen spørgsmål. Det er altid godt at have, så jeg havde forberedt et par stykker, blandt andet om, hvorfor man ikke bare ansatte den konstituerede chef som ny chef. Nej, nej, det var jo vigtigt, at man var et stort felt igennem, så man var sikker på, man havde den rigtige kandidat. Men damens kropssprog modsagde hende, og to uger senere havde man ansat den konstituerede chef.
Er løgnen mellem din partner og dig, så vil det udefinerbare vokse med tiden. I min filosofi vil det også bringe jer længere væk fra hinanden.
Så småløgne om, hvor sent man kom hjem fra byen, om man har taget det sidste rom, eller andet kommer til at danne et borgværn mellem jer, som det kan være svært at nedbryde, netop fordi det er så udefinerbart.
Mange gange lyver man også om de små ting, fordi man ikke orker balladen eller en længere prædiken, fordi man bare vil have fred. Fordi man synes, at det faktisk er op til en selv at beslutte eller tage stilling til. Grundene kan være mange.
Men igen, det kan skabe øget afstand mellem dig og din partner, veninde, kammerat eller kollega. Så det er selvfølgelig op til dig , men næste gang min gemal spørger, om jeg har fået nye sko/trøje/bukser/støvler/jakke, så vil jeg prøve at sige det, som det er.
Så må jeg lægge øre til endnu en moralprædiken, men jeg tror, det er bedre i det lange løb. Til gengæld tror jeg, jeg venter med at servere sandheden om folks madlavning lige op i deres åbne ansigt, for det virker lidt for Saga Noren fra “Broen” Aspergers-agtigt for mig.

Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør