Årets Fyrtårn drømmer videre mod nye projekter
Galten-Skovby fortsætter kampen for at forskønne området
“Vi er meget glade og beærede over, at vi i 2015 har fået Fyrtårnsprisen. Det er et dejligt skulderklap til vores arbejde, og til de mange andre her i området, der gør en forskel.”
Sådan lyder det fra formanden for Projektforum Galten-Skovby, Karen Lindemann, som bebuder mange flere aktiviteter i de kommende år.
“Vi har stadig store drømme og planer,” siger hun på trods af, at Projektforum Galten-Skovby ellers har gjort sig bemærket ved på få år at bringe flere store planer frem til målstregen som eksempelvis forskønnelsen af Galten Torv, den kommende Skatepark på Bytoften, Skovbyskoven med mere.
Konkret nævner Karen Lindemann en række ideer, som de lokale projektmagere har i tankerne fremadrettet:
For Galtens vedkommende gælder det byfortætning i midtbyen, så der blandt andet kommer flere aktiviteter. Det gælder at bruge områderne ved de mange småsøer. Der er et ønske om at få lavet cykelsti langs ådalen, bedre forhold for de gående og cyklende i midbyen og etablering af aktiviteter langs stiboulevarden, så den bliver mere afvekslende at bruge. Endelig står en frugtplantage ved Svaneparken samt mere aktivitet i Smedeskoven også på ønskesedlen.
I Skovby er der ønske om at få flere aktiviteter i gang, byforskønnelse og udvikling af den grønne kile syd for Rema 1000 er en af ideerne.
Projektforum Galten-Skovby vil gerne inddrage så mange som muligt i arbejdet med at forme ideerne, og derfor lyder der en opfordring til foreninger og andre interesserede om at melde sig på banen.
Karen Lindemann betoner nemlig, at en forudsætning for at fortsætte i samme tempo som hidtil er, at der fortsat kan findes aktive borgere, der vil tage en tørn.
“Vi har mange aktive borgere, der gør en kæmpe indsats i projekterne, men vi vil meget gerne have flere, som har ideer til udvikling af området eller bare lyst til at være med i et af de projekter, vi har i gang,” siger Karen Lindemann, der også sidder i Skanderborg Byråd for Socialdemokraterne.