Fremtidshåb

Vi er vor fremtid. Hvordan kan vi være det, for fremtiden er jo derude et sted? Jo, fremtiden er der som håb, længsler og drømme. Adventstiden, som vi begynder på nu, er tiden, hvor vi glæder os til jul. Vi fornemmer, at der er noget i luften. Vi foregriber lysets komme og forårstiden ved at bringe grønne kranse ind i vore stuer og i kirken og ved at tænde lys – kalenderlyset, der tæller ned til det, vi går og forbereder os på og venter på.
Det mærkelige er, at det, som vi glæder os til, på en måde allerede er inden i os. Vi har gemt alle minderne om en dejlig advents- og juletid inden i os, og disse minder får vore øjne til at stråle og vore hjerter til at banke i denne tid. Alt skal være, som det plejer.
Men fremtiden kan også være skræmmende, kan fylde os med uro og bekymring. Den kan være der som en angst. Vi ved intet om, hvad fremtiden bringer. Kun ét ved vi, nemlig at vi skal dø. Det ligger som en understrøm i os: Angsten for adskillelsen, angsten for ophør, for det ukendte.
De mennesker, der var samlet i synagogen i Nazareth den dag, da Jesus kom til stede, havde også deres fremtidshåb og deres angst for fremtiden. De stod dér, og pludselig forkyndte Jesus, at Guds fremtid var gået ind i deres nutid. Jesus meddelte, at han var blevet sendt til jord for at bringe godt nyt. Det samme bliver forkyndt den dag i dag. Også i dag går Gud ind i vores fremtid, og derfor kan vi leve ikke kun i denne adventstid, men hver eneste dag i forventning om, at der er godt nyt i vente, der kommer gode dage – også en god jul!
Glædelig advent!