Så er Det Kreative Hus åbnet
Kig indenfor i morgen, søndag, lyder det fra arbejdsgruppen
Mødregrupper, kreative værksteder, bogcafé, mandegruppe for efterlønnere og pensionister, kvindegruppe 60+, lokaler til mennesker med et skrøbeligt sind, udstillinger, kontorfaciliteter, møderum, markedsdage med mere.
Der er vide rammer og allerede mange ideer for de lokaler, som Esbensens Møbler i Allingåbro indtil for nogle få måneder siden havde forretning i. Nu har foreningen Fremtidens Værksteder overtaget huset for at gøre det til byens kulturhus.
Åbent Hus på søndag
Der er knap 800 kvadratmeter, og arbejdsgruppen holder nu åbent hus, så folk der har brug for et lokale, kan få syn for sagen og eventuelt være med i fællesskabet. Det er søndag 15. november klokken 10-16.
Dorthe Flarup Mikkelsen, Carl Henrik Christensen og Gunver Jensen er med i arbejdsgruppen. De fortæller, at der allerede onsdag i næste uge starter en nørklegruppe i et lokale på første sal. Dorthe Flarup Mikkelsen er handskemager, og hun flytter sit værksted til Det Kreative Hus. Der er også lavet aftaler om lokaler til et investeringsfirma og til en, der producerer maskinstrikkede strømper. Desuden vil Norddjurs Kommune leje lokaler for at aflaste et plads-presset rådhus.
Der afholdes i øvrigt også julemarked allerede i år. Det bliver søndag 13. december.
“Det skal være Byens Hus”
Gunver Jensen underviser kniplepiger fra 6. klasse om onsdagen i lokaler på Allingåbro Hotel. Også dette vil hun flytte til Det Kreative Hus.
Desuden har hun planlagt en workshop i hækling og gimpning i januar.
“Det skal være Byens Hus. Vi vil have fat i dem, der sidder alene hjemme, give plads til møder eller kontorer hvis ikke man har plads derhjemme, og være et sted, hvor man kan dele sine erfaringer med andre.
Dorthe Flarup Mikkelsen lægger vægt på værkstedsfællesskaber for håndarbejds- og husflidsfolk.
“Jeg håber, der er interesse for det. Og også at der er nogle frivillige, der vil hjælpe til.”
Carl Henrik Christensen er ikke selv udøvende inden for håndværk.
Han ser huset som et mødested og foreslår selv en mandeklub med for eksempel kortspil og bordtennis.
“Bagefter kan vi jo gå ud i byen med hver sin skraldesæk og være med til at holde byen ren”, smiler han og siger videre, at det kunne være oplagt at få nogle af dem, der går og putter sig lidt derhjemme til at komme og være med.