Fortsæt til indhold

Talentspejder overrasket af forskerspirer

Handelsgymnasiets Anne Skaarup er kåret til Årets Koordinator 2015 af Projekt Forskerspirer

Samfund
Grethe Bo Madsen

Overraskelsen var til at tage og føle på, da studievejleder, lærer og talentkoordinator ved Handelsgymnasiet på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, Anne Skaarup, mandag i sidste uge åbnede en mail og læste, at hun var kåret til Årets Koordinator 2015 af Projekt Forskerspirer.
Det var to af hendes elever, 18-årige Mathias Tornhøj Paulsen og 19-årige Kent Dalstrup, der havde indstillet hende til hæderen, da de deltog i Projekt Forskerspirer, dog uden at fortælle hende det.
“Vi synes, at Anne har været en fabelagtig god støtte og vejleder for os, mens vi deltog i Projekt Forskerspirer. Hun har altid været klar med kvalificeret hjælp og svar på ingen tid, når vi havde brug for det. Anne er i det hele taget en studievejleder og lærer, der er noget helt særligt og er der for os elever langt ud over det sædvanlige, ” fortæller de.
“Jamen, jeg blev da både meget overrasket, og utrolig glad. Vi har en masse talent -aktiviteter på handelsgymnasiet, som jeg er talentkoordinator for, og de to unge mænd her de tager alle udfordringer op,” fortæller en glad Anne Skaarup.
“Jeg plejer at sige, at jeg er talentspejder, og jeg tør godt være stolt af, at vi på handelsgymnasiet er så gode til at løfte vores elever,” siger hun og henviser til, at Handelgymnasiet i Skanderborg for kort tid siden i en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv lå som det næstbedste handelsgymnasium i landet i forhold til at give sine elever et fagligt løft.
LÆS OGSÅ: HHX i Skanderborg er næstbedst på landsplan
“Kent og Mathias var ikke 12-tals drenge, da de gik i folkeskolen, men her har de fået muligheden og grebet enhver chance for at udvikle sig og blive dygtigere. Og de er jo blot et lille udpluk af vores rigtig dygtige elever.”
Ifølge Anne Skaarup er der en god konkurrenceånd på handelsgymnasiet, hvor det at være dygtig ikke bliver set skævt til.

Cool at være klog

“Her er vores motto, at det er cool at være klog. Når jeg spotter et talent, så prikker jeg til det og opfordrer den unge til at bruge talentet og få mest muligt ud af det.”
Anne Skaarup lægger ikke skjul på, at hun brænder for at vejlede og støtte de unge.
“Det er fantastisk at se de dygtige unge mennesker vokse og udvikle sig. Høre om deres oplevelser og hvad de har fået ud af det. Hvis de gider yde en ekstra indsats, så gider jeg også vejlede og støtte dem, når de har behov for det,” understreger hun.
“Jeg er dybt imponeret over, at Kent og Mathias er så diciplinerede, men jeg tror også, de bliver lidt høje af det. Der er en sneboldeffekt i det,” griner hun.
Kent og Mathias er enige i, at der hersker en positiv konkurrenceånd på handelgymnasiet.
“Man bliver let grebet af det og jo, der konkurreres meget på karaktererne, men det er på den gode og venskabelige måde. Vi støtter og hjælper også hinanden rigtig meget og samarbejder om mange ting,” forklarer de.