Horsens skal have Danmarks førende skatepark
Entusiaster drømmer om en skatepark i international klasse
AJ Scooters drømmer om, at Horsens bliver hjemsted for Danmarks førende skatepark med både udendørs og indendørs faciliteter.
En skatepark eller rettere et skateland, der kan bruges af både skatere, løbehjulskørere, rulleskøjteløbere og bmx-kørere.
“Det vil være fedt at lave et forkromet projekt på én gang, men det kan også laves i etaper alt efter, hvad der er muligt. Men man må gerne tænke lidt større end finde en hal og putte nogle ramper i. Vi kunne godt tænke os, at det bliver toppen af poppen i Danmark; et mekka for alt med hjul på. Det rygtes hurtigt i hele verden, og folk vil valfarte til,” siger Claus og Mette Rosenbom-Jessen, der står bag webshoppen AJ Scooters med base i Hedensted.
De fleste skateparker er ifølge AJ Scooters anlagt af skatere for skatere, men deres vision er en mere alsidig skatepark, der også tilgodeser bmx, løbehjul og rulleskøjter.
“Der er en rivalisering mellem dem. Den vil vi gerne til livs. Vi skal stå sammen i streetkulturen,” siger Claus og Mette.
De drømmer om et sted, der kan tiltrække internationale konkurrencer og events, som kan være med til at brande Horsens som kulturby. Og samtidig fungere som et tilbud til børn, unge og voksne i regionen, som ikke er til fodbold og håndbold med videre.
Julehygge - hygge på hjul for løbehjulskørere
“De nærmeste faciliteter er i Fredericia, Herning og Aarhus. Unge, som ikke tiltrækkes af den organiserede sport, mangler et sted at udfolde deres uorganiserede idræt i trygge rammer,” lyder det fra AJ Scooters.
De forestiller sig, at drømmeskateparken primært skal finansieres af fonde og gerne med støtte fra Horsens Kommune og sponsorer.
AJ Scooters har skrevet sine tanker om en skatepark i Horsens i et idéoplæg, som er blevet sendt til kulturafdelingen i kommune.
Viceborgmester Kristian Dyhr fik ligeledes en kopi af oplægget, da han for nylig mødte AJ Scooters og forældre, der godt kunne tænke sig en indendørs skatepark i Horsens.
Der er blevet taget de første spæde skridt til at danne en forening, der skal arbejde for en skatepark i Horsens. Man kan følge med på facebooksiden 'Til os der ønsker en skatehal i Horsens.'