Fortsæt til indhold

“Plejer” trænger til et eftersyn

Harlev-politikeren Lars Boje Mathiesen (LA) ser tilbage på sit første år som byrådspolitiker i Smilets By

Samfund
Christina S. Johansen

Spændende, sjovt, udfordrende og lærerigt.
Med disse fire ord beskriver Lars Boje Mathiesen (LA) fra Harlev sit første år som byrådspolitiker i Aarhus.
Noget af det, som har været en god blanding af alle de fire ting, var budgetforhandlingerne.
“Det var et cirkus uden lige - det er en fadæse overhovedet at kalde det en forhandling, når vi kun havde 20 millioner ud af et budget på 20 milliarder at forhandle om. Resten havde borgmesteren besluttet på forhånd. Det føltes mest af alt, som om borgmesteren delte lommepenge ud,” siger Lars Boje Mathiesen og fortsætter:
“Jeg var overrasket over, hvor let de andre partier bare accepterede, at sådan var det. 'Plejer' og 'sådan har vi altid gjort' trænger til et eftersyn. Og jeg stiller selvfølgelig altid de kritiske spørgsmål for at gøre opmærksom på, hvor hovedløse tingene ofte er.”
Lars Boje Mathiesen er altså nået et stykke mod at opfylde de tre punkter, som han for et år siden fortalte Lokalavisen, at han gerne vil huskes for, nemlig: Aarhusianerne skal vide, hvad Liberal Alliance står for, han er borgernes vagthund, og byrådet bestemmer mindre.
“Af at være et lille parti er Liberal Alliance godt repræsenteret i medierne. Nu bliver der også truffet så mange tossede beslutninger i Aarhus, at det ikke er svært at vise, hvad jeg mener. Og folk er ikke i tvivl om, hvad jeg mener, for jeg pakker absolut ikke tingene ind i politikske floskler.”

Et par millioner her og der

En anden af de ting, som har forbavset Lars Boje Mathiesen i det første byrådsår, er de “små-beløb”, som kommunen giver til forskellige projekter.
“Jeg er overrasket over, hvor mange penge kommunen spilder på små feel-good-projekter. Så ryger der lige et par millioner her og et par millioner der - eksempelvis 2,8 millioner kroner til et kommunalt loppemarked, og otte millioner kroner går til, at Aarhus har lov til at kalde sig en WindMade-kommune. Det er ikke nødvendigt - det er ikke kernevelfærd,” siger Lars Boje Mathiesen.

En arbejdsuge på 90 timer

Ved siden af jobbet som byrådspolitiker er Lars Boje Mathiesen stadig lærer på Ellevangskolen på fuldtid, og han driver desuden sit firma LBM Invest.
Det betyder, at arbejdsugen gerne løber op i 80-90 timer.
“Det kræver en fleksibel arbejdsplads samt en forstående familie og venner, at få det hele til at gå op. Det impulsive i mit liv er ikke til stede,” siger han.
Alene på byrådsarbejdet bruger han 35-40 timer ugentligt.
“Jeg har en ufatteligt stor arbejdsbyrde, da jeg selv skal sætte mig ind i alle sager. Jeg vil ikke stemme i blinde - det her job er et tillidshverv, som forpligter, og derfor har jeg et ansvar for at sætte mig ordentlig ind i tingene,” fortsætter Lars Boje Mathiesen.
“Det betyder alt sammen, at jeg ikke ser ikke min datter helt så meget, som jeg gerne vil. Men jeg forstår virkelig at være dér, hvor jeg er. Så når jeg har fri, slukker jeg mobil, iPad og computer og er bare far og kæreste,” fortæller Lars Boje Mathiesen, som i oktober og november sidste år prioriterede tid med datteren Anna på nu 13 måneder og derfor tog barsel i seks uger.