Når politik bliver grimt
Jeg har i de seneste uger oplevet en side af politik, som jeg ærligt alt ikke bryder mig særligt meget om.
Efter den nye regering tiltrådte, blev det besluttet, at kommunerne skulle aflevere en procent i et såkaldt omfordelingsbidrag.
Hvis man tager det kommunale selvstyre alvorligt, så giver denne manøvre ingen mening. Kommunerne vil altså skulle aflevere midler, for at staten kan give midlerne tilbage til kommunerne med et krav om, hvordan de skal bruges.
I Aarhus betyder dette en milliard i den næste budgetperiode. Et stort beløb, men det skal sættes i relief til et samlet budget i perioden på cirka 80 milliarder.
Og det er nu engang den virkelighed, vi må forholde os til. Men i stedet for at tage fat omkring problematikken, så tordnede borgmesteren frem i medierne, og påstod, at dette ville føre til hundredvis af fyringer og massive serviceforringelser. At alt dette var regeringens skyld, og at den måtte tage ansvaret for dette.
Og her står jeg simpelthen af. Måske er jeg ikke nok politiker til bare at acceptere dette spil. For hvor var kritikken henne under besparelserne fra den tidligere røde regering?
Nu har nøglerne skiftet hænder i Statsministeriet, og wupti så er tonen så en anden- hold nu op med det pjat!
Desuden er det jo sigende, at Aarhus Kommune allerede nu effektiviserer med en procent (lønsum) om året uden store protester fra for eksempel borgmesteren - ja, han står jo faktisk selv bag denne beslutning.
Venstre prøver til gengæld at være loyal overfor sin statsminister. Tonen ville nok have haft en anden lyd, hvis det var Thorning, der havde truffet denne beslutning.
Nu bliver der så talt om serviceforringelser og fyringer. Men hvem er det lige der bestemmer det?
Jo, det er såmænd borgmesteren og hans flertal bestående af SF, Radikale og Enhedslisten. De har flertallet til at sammensætte meget af kommunens økonomi, som de ønsker. Det har de gjort de seneste år, og det har de også magten til at kunne gøre i år.
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er enig, i alle de prioriteringer flertallet træffer.
Man har for eksempel i næste budgetperiode tænkt sig at drive kommunen cirka 200 millioner kroner dyrere end nødvendigt (borgmesterens egne tal). Man giver 80 millioner til et symfoniorkester. Man bruger 10 millioner på et jazzorkester, 13 millioner på et loppemarkedet, 200 millioner til unødvendig nybyggerstøtte, cirka 600 millioner på en kommunal kontorbygning i Gellerup, 8 millioner på miljøklistermærker, 1/2 million på at fejre, at rådhuset bliver 75 år, en million på en fødselsklokke, 22 millioner på konsulenter til ledelsen etc. etc. etc.
Budgettet og de kommende sparerunder handler grundlæggende om politiske prioriteringer, og intet andet. Vi er valgt til byrådet netop for at træffe disse prioriteringer, og vi skal tage dette ansvar på os, i stedet for at sende aben videre.