Fortsæt til indhold

Elever fra Holme Skole vinder entreprenør-pris

7.B på Holme Skole var suveræn og vandt opfinderkonkurrence

Samfund
Camilla Olesen

De var overvældede af begejstring. 7.B på Holme Skole har netop vundet førstepladsen i opfinderkonkurrencen Projekt Edison ved Danish Entrepreneurship Award 2015.
Her har eleverne dystet med flere tusind andre elever om at komme på den bedste opfindelse. Vinder-eleverne har udviklet et ur til folk med diabetes, som sørger for at måle blodsukkeret og give besked, når det er for lavt eller for højt. Eleverne har arbejdet med idéen i skolen i løbet af efteråret under temaet 'sund hverdag.'

Mange gode idéer

“Det er helt fantastisk at vinde, jeg ryster helt. Vi havde slet ikke regnet med det her, for vi har set så mange andre fede idéer her,” siger eleverne i en pressemeddelelse.
Teamet, der vandt, kalder sig 'Insu' og har fået 10.000 kroner sponsoreret af Dana.
“Vi har set nogle rigtig gode idéer her på Danish Entrepreneurships Award, som har stort potentiale. Det er virkelig imponerende, hvor engagerede de unge er, og hvor meget de har forberedt sig på at præsentere og fremvise deres idé eller produkt,” siger Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab i pressemeddelelsen.